Bjerglekture

Det ideelle læsestof til vandreturen

– er uden tvivl en paperback pga. vægten
– er ikke et vildt sats, når der er langt til nærmeste boghandel
– er måske en novellesamling som den, der forsvandt fra mig i en overbefolket træhytte i Pyrenæerne
– er lang nok til at dække uventet ventetid, som f.eks. Juliet, Naked af Nick Hornby
– har ikke relation til det besøgte sted, som f.eks. Sputnik min elskede af Haruki Murakami – mit næste valg!

Næste destination: Marokko og Atlasbjergene
På vandreturen venter dels Nordafrikas højeste punkt, berberkulturen i landsbyerne og selve Marrakech, som er halvt arabisk, halvt afrikansk. Skulle man læse vestlig litteratur med forbindelse til Marokko, kunne det være William Borroughs Nøgen frokost, som forfatteren blandt andet arbejdede på under et ophold i Tanger. Paul Bowles, der skrev Under himlens dække, kom til Tanger i 1940’erne og boede der til sin død.

Sandstensklippe i nationalparken Ceský Raj, Tjekkiet Foto: Marianne Lapp

Sandstensklippe i nationalparken Ceský Raj, Tjekkiet
Foto: Marianne Lapp

 

Læseinspiration II – Margaret Atwood

Margaret Atwood er igen aktuel og still going strong.

mla's avatarMarianne Lapp

Overvejelser om ferielekture
Det er trist, når bogen ender for hurtigt. Endnu mere trist, hvis man ikke får hul på den og hellere pjaltelæser tilfældige blade og gratisaviser på feriestedet. Derfor foretrækker jeg at tage en roman med i kufferten. På ferien kan man ofte læse i længere stræk end til daglig og får dermed mulighed for virkelig at fordybe sig i et univers og en personkreds. Noveller kan være perfekte, når man på forhånd ved, at programmet ikke levner plads til ret meget “alenetid”.

Vidtfavnende canadier
Margaret Atwood har udgivet både digte, noveller og romaner. Forfatterskabets hovedtemaer er ud over civilisationskritik i form af science fiction kvindens vilkår set i et specielt canadisk perspektiv. Naturen har også stor betydning. Umiddelbart kan det lyde drøjt, men Atwoods kendetegn er ud over begivenhedsrige forløb og velbeskrevne miljøer og personer en gennemgående humoristisk tone.

Noveller og lille roman
* Tip om overlevelse

View original post 441 more words

Ugens karriere: interview i Ingeniøren

Kvik-link: Læs interviewet her.

Teknisk nørd kontra forfatter
Weekendavisens sommerserie 2014 handler om danske forfatteres (ofte økonomisk nødvendige) job ved siden af skivegerningen. I udgave 30 fra den 25. juli skriver Mikkel Birkegaard om at være både skønlitterær forfatter og edb-assistent (datamatiker) og ikke mindst omverdenens reaktioner på blandingen. Undren er ordet der går igen. Det er netop det ord, jeg som civilingeniør kan nikke genkendende til. Det er da noget helt andet. Dog trækkes der på samme kreative hammel, når den tekniske nørd er i sving på arbejdspladsen, som Mikkel Birkegaard fint beskriver det.

Balance mellem to fag og verdener
Jeg er ikke programmør, hvor jeg opbygger selvstændige universer under stringente regler. Men jeg tænker ligeledes, at min erfaring fra ingeniørfaget og jobbene kan bruges, når der skal laves plot og holdes styr på f.eks. sidehistorier. Og jeg ved, at min interesse, indsigt og erfaring med sprog har gavnet mangen kollega, der netop valgte ingeniørfaget, fordi det der med at udtrykke sig skriftligt ikke var vedkommendes stærke side.

Ugens karriere – nu med erotiske noveller
Min blanding af det “hårde” og “bløde” har affødt et interview i Ingeniøren, der også kan læses på nettet. Ingeniøren kører serien De alternative, som belyser den ikke overraskende mangfoldighed blandt de mange tusinde uddannede ingeniører. Så kom der også “sex” i Ingeniørens spalter denne sommer. Endda hele to gange, hvor herligt.

Læseinspiration III

“Forfatterskolebøger
Denne gang har anbefalingerne en eller anden relation til Forfatterskolen, hvor jeg gik fra 1995 til 1997. Udvalget er lettere tilfældigt.

Niels Frank: Små guder 
(poesi)
Hvis du lige som mig ikke læser oceaner af digte, skulle du prøve disse. Sex, desillusion, ironi –

Kirsten Hammann: Se på mig (roman)
Lige til indtage i forslugne mundfulde på dovne feriedage. To mennesker kommer gradvist tæt på hinanden, da den ene af nød udlejer to værelser i sin lejlighed til den anden. Meget morsom vekslen mellem den mandlige og kvindelige synsvinkel og om at købe skøre gadgets på nettet.

Helle Helle: Rødby-Puttgarden (roman)
Jeg har lige genlæst den, og der er noget dragende ved kombinationen af tiden før mobiltelefoner og eksistenserne i Udkantsdanmark. Hovedpersonen Jane arbejder i parfumeriet på overfarten, springer fra den ene bølge til den anden, fra den den ene mand til den anden.

Caroline Albertine Minor: Pura Vida (roman)
Fine og præcise sansninger. Om at være ung i dag (hehe) med alt hvad det indebærer af klassisk rodløshed. Hovedpersonen turer på tre kontinenter. Men hvor langt kommer hun på den indre rejse?

Joyce Carol Oates: Sort vand (roman)
Kort og intens roman, der bygger på virkelige hændelser i 1969. En senator kører ud over en bro, og en ung pige i hans bil drukner. Vi mødte den berømte forfatter på en studietur til USA (i hvert fald i min erindring).

Flere følger… god fornøjelse.

 

 

 

 

Læseinspiration II – Margaret Atwood

Overvejelser om ferielekture

Det er trist, når bogen ender for hurtigt. Endnu mere trist, hvis man ikke får hul på den og hellere pjaltelæser tilfældige blade og gratisaviser på feriestedet. Derfor foretrækker jeg at tage en roman med i kufferten. På ferien kan man ofte læse i længere stræk end til daglig og får dermed mulighed for virkelig at fordybe sig i et univers og en personkreds. Noveller kan være perfekte, når man på forhånd ved, at programmet ikke levner plads til ret meget “alenetid”.

Vidtfavnende canadier

Margaret Atwood har udgivet både digte, noveller og romaner. Forfatterskabets hovedtemaer er ud over civilisationskritik i form af science fiction kvindens vilkår set i et specielt canadisk perspektiv. Naturen har også stor betydning. Umiddelbart kan det lyde drøjt, men Atwoods kendetegn er ud over begivenhedsrige forløb og velbeskrevne miljøer og personer en gennemgående humoristisk tone.

Noveller og lille roman

* Tip om overlevelse

Rummer prægnante billeder, der stadig står tydeligt efter mange år.

* Op til overfladen

En kvinde søger at opklare sin fars skæbne i ødemarken. Canada har selvsagt rigtig mange steder at forsvinde hen, og naturens påvirkning er uforglemmelig.

Science fiction

* Tjenerindens fortælling

* Oryx og Crake (triologi)

Atwood har selv benævnt genren for “social” science fiction, fordi der ikke “indgår marsmænd eller tidsrejser”. Som forfatter synes jeg, det er interessant at studere, hvordan genren giver mulighed for at udforske personernes psykologi. Hvilket tilsyneladende er Atwoods primære grund til at fortrække den i de seneste værker. Se engelske citater her.

Anbefalede romaner

Begge var glimrende page-turners. F.eks. indledes Den blinde morder med: “Ti dage efter krigens afslutning kørte min søster Laura ud over en bro i bil.” I Katteøje spiller en bro og slugt også en væsentlig rolle.

* Katteøje

Katteøje handler om en kvindelig kunstner, der i mange flashbacks ser tilbage på sin barndom og ungdom. Hovedpersonen blev som halvstor pige mobbet af to andre piger. Dengang var chikanerier noget, man bed i sig og forsøgte at leve med. Selvom pigen formår at frigøre sig fra sine plageånder, præger oplevelserne hende langt op i voksenalderen. Historien foregår i 1950-1980’erne. Højdepunkterne er beskrivelsen af de lidt skæve vildmarks-forældre, fysiker-broren og Torontos kunstnermiljø i 1970’erne.

* Den blinde morder

I Den blinde morder vælger Attwood en mere sindrig konstruktion med kommenterende avisnotitser og en roman-i-romanen, som er forfattet af en af bogens personer. Som i Katteøje ser hovedpersonen tilbage på sit liv, dog her med en ældre kones livsvisdom. Historien handler om to søstre og deres indbyrdes forhold og komplicerede kærlighedsliv. Efterhånden som historien skrider frem, bliver det tydeligt, hvordan romanen-i-romanen afspejler virkeligheden. Grumme familiehemmeligheder afdækkes. Tidsmæssigt er vi rykket et skridt længere tilbage til 1930’erne-1950’erne (flashbacks), mens Toronto og Ontario fortsat danner baggrund.

 

 

**
Tilføjelse september 2014
I Weekendavisen nr. 35 fra den 29. august kan man læse et interview med Margaret Atwood i forbindelse med, at hun er på pr-tourné for bogen MaddAddam, der udkom i USA i 2013. Kristian Ditlev Jensen anmelder desuden romanen, der er sidste bind i forfatterens science-fiction-triologi.

Læseinspiration I

Sommertid er læsetid
Efter at have holdt en mindre pause fra bloggen er jeg nu tilbage med en række indlæg om godt læsestof og/eller inspirationskilder. Nogle af dem har direkte forbindelse til den roman, jeg aktuelt arbejder på. Der kommer også smagsprøver fra den i senere indlæg.

Sommertid er rejsetid
Jeg holder meget af at rejse, og samme gør min hovedperson Aslaug. Den første bog i denne serie er atypisk, idet jeg ikke særligt ofte læser eller køber faglitteratur. Ja, medmindre det er – apropos – rejseguider på enten dansk eller engelsk.

Litterær rejsehåndbog med historisk og filosofisk tilsnit
Jeg faldt over The Tao of Travel af Paul Theroux i en boghandel i Lissabon og blev ikke skuffet over det rige udsnit af rejseberetninger, som forfatteren har indsamlet og redigeret. Paul Theroux er selv rejseskribent og fiktionsforfatter. Citaterne spænder fra kinesiske pilgrimmes oplevelser i 600-tallet, over Livingstone-æraen til råd fra en nulevende garvet krigsrapporter. Bogen er på engelsk, og dens undertitel er “Enlightenments from Lives on the Road”. Dette kan frit oversættes til “Underretninger fra livet på landevejen”.

Motivet kunne være dansk, men fotoet er taget på Hokkaido i Japan.

Motivet kunne være dansk, men fotoet er taget på Hokkaido i Japan.

Citater fra berømte forfattere og andre rejsende
Bogens afsnit er inddelt i kapitler, der giver eksempler på rejsendes forhold og udfordringer. F.eks. “Ting, de bragte med sig” om de mest nødvendige udstyr. “Rejsende, der aldrig rejste alene” om deres ledsagere. “Rejsefarer” er oplagt, mens kapitlet “At blive hjemme” beskæftiger sig med forfattere, som af forskellige årsager foretog mentale rejser, f.eks. Emily Dickinson.

Ud over citaterne rummer The Tao of Travel en blanding af essay, diverse og forfatterens egne erindringer. Så som da forfatteren følte sig nødsaget til at låne penge af en fremmed, der med hensyn til tilbagebetaling forsikrede Paul Theroux om, at de nok sås igen, “fordi verden er lille”. Læs om Charles Dickens i Italien, Tjekov på Sakhalin, Hemingway i Afrika, Rimbaud i Ethiopien og Marco Polo på Sumatra.

Fordele ved bogen
De mange citater gør, at man kan dykke ned i bare ét kapitel ad gangen. Der i alt 27, og de er cirka 10 sider lange. Rejserne er fra hele verden, og kulturmøderne mangfoldige. To af de konkrete tao-rejseråd fra forfatteren er: før dagbog, og rejs let.

At rejse let er en kunst

At rejse let er en kunst

Inspiration til mit arbejde – det tilfældige bonusmøde
Følgende citat fra The Great Railway Bazar (af Paul Theroux) har været essentielt i romanens første del, hvor min hovedperson møder en fremmed mand. På kort tid opstår der en samhørighed mellem dem, og Aslaug forlænger sit ophold.

“The conversation, like many others I had with people on trains, derived an easy candour from the shared journey, the comfort of the dining car, and the certain knowledge that neither of us would see each other again.”

I min egen, frie oversættelse:
“Samtalen kunne, som mange andre jeg havde haft med folk i tog, tilskrives en åbenhed, der skyldtes den fælles rejse, spisevognens komfort og den sikre viden om, at ingen af os nogen sinde ville støde på hinanden igen.”

Konkret oplever min hovedperson en oprigtighed, der kommer bag på hende selv. Aslaug fortæller blandt andet manden om en traumatisk oplevelse på en anden rejse, hun foretog syv år forinden. I romanen sker mødet på et hotel, der har samme grad af upersonlighed over sig som en kupe eller spisevogn.

 

 

 

En anmeldelse af forløberen til Vildveje

Novellerne i Vildveje indgik på nær to nyskrevne i novellesamlingen Kys nr. 1-700.

Da Kys nr. 1-700 var en papirbog, blev den udvalgt til at få en lektørudtalelse, hvilket er folkebibliotekernes interne anmeldelse. Gode iagttagelser kan ikke gentages for ofte, så her kommer lektørudtalelsen fra 2006:

Kys nr. er en samling af 28 erotiske noveller og et digt, skrevet af fem unge kvindelige forfattere, og det er de sluppet godt fra. Der er sex, erotik og fantasier af vidt forskellig art: Der er det rene begær ved synet af en smuk mandekrop, men der er også sanselige og lyriske beskrivelser, som erotiserer omgivelserne, og underfundige passager, hvor begæret accentueres af Nettos tilbudsreklamer eller sex med en rystepudser. Det er glad, nysgerrig sex, der er i fokus: Der leges med køn, med grænser og fantasier men inden for rammer, hvor de fleste læsere vil føle sig behageligt udfordret (ingen vold, ingen SM). Hovedpersonerne er yngre mennesker, uafhængige kosmopolitter, tilpas i deres egen krop; kvinder begærer, vil begæres, udforsker erotikken og dyrker fantasierne; i det univers har bleskift, træthed eller rutine ikke indpas.
Bag antologien står gruppen NYord, som består af 10 personer, hvoraf de fem har skrevet teksterne. Forfatterne (de er født mellem 1970 og 1976) har vidt forskellig baggrund, men skriver godt og professionelt. (De freelancer alle som redaktører, anmeldere eller skribenter ved forskellige tidsskrifter eller litterære magasiner). Titlen på denne antologi er Kys nr. efterfulgt af et variabelt tal fra 1 til 400, idet den foreløbig er trykt i 400 eksemplarer.
Marianne M. Jensen

Kilde: www.bibliotek.dk

Fatale togrejser og bobleskum ved Irlands kyst

Litterær salon

Foto af Jens Nüchel Petersen

 

Vi kom vidt omkring på maskeballets to litterære saloner.
Ikke mindst i kraft af et dejligt publikum, som bidrog med kommentarer og god stemning.

Eftermiddagens salon
Biblioteket blev efterhånden fyldt godt op, mere end fotoet viser. Jeg læste novellen Pernille op af Herman Bang og talte kort om forfatterskabet. Novellen handler om en purung pige, hvis romantiske hoved fordrejes af en mere rutineret kvindebedårer under et maskebal. Flere havde blik for symbolik i novellen.
Der er noget med Bang og tog. Tag f.eks. Ved vejen, der foregår omkring en jernbanestation. Bang døde selv under en togrejse, mens han turnerede i USA.

Aftensalon
Da dagens program skred en smule, blev salon en noget sen affære. Jeg fortalte om ideen og tilblivelsen af KYS nr. 1-700, som jo er udgangspunktet for Vildveje. Da interessen for erotiske noveller var stor, læste jeg halvanden tekst op, nemlig Aftenfantasi og begyndelsen af Inden for voldene. Den første har jeg ikke tidligere læst op, så det var skægt at få kommentarer til dens flyvske og tekniske natur. Det blev også til en snak om selvudgivelse kontra forlagsudgivelse samt om, hvad e-bøger er for en størrelse. Gode input til, hvad mænd og kvinder henholdsvis opfatter som erotisk.

Tak til gæsterne på Fuglsang; det var en fornøjelse at holde salon med jer.

Eksklusiv litterær salon på Fuglsang Herregård

Multikultur og maskerade på Fuglsang Herregård
Den 1.-2. marts afholdes et multikulturelt event på den smukke Fuglsang Herregård på Lolland. Alle er velkommen. Der tages entre, se nedenfor.
Omdrejningspunktet er et sprudlende maskebal lørdag aften, der indledes med tøndeslagning og en festmiddag. Om eftermiddagen står programmet på undervisning i argentinsk tango for både begyndere og øvede. Danselærer Ulla Olsen står for denne del af eventen.

Dans og litteratur i fornemme omgivelser

Dans og litteratur i fornemme omgivelser

Oplæsning og salon
Herregårdsbiblioteket danner rammer for de to litterære saloner, jeg afholder lørdag den 1. marts. Her er højt til loftet, udstoppede fugle, digre værker med læderryg og udsigt over haveanlægget. Temaerne vil være fest, maskering og leg med roller. Jeg ser især frem til den sene, hvor gæsterne er i det store skrud. Her læser jeg op af egne tekster, blandt andet fra Vildveje.

baggrundsmaske

Program og priser
Man kan ikke tilmelde sig de litterære saloner separat. Men der er mulighed for at deltage i udvalgte dele af arrangementet eller at overnatte på stedet.
F.eks. koster eftermiddagen inklusiv begynderworkshop og jazzkoncert 300 kr og selve maskeballet 120 kr. Tilmelding og det fulde program her.

Presseomtale
Både Lolland Falsters Fritidsnyt og Lollands-Posten har bragt omtale af eventen i uge 8.