Lidt om inspiration til novellen Ringvejen.

Anekdote
Forfatterskolen sidst i halvfemserne. Vi fik besøg af Peer Hultberg, som dengang havde haft meget succes med Byen og verden. Poul Borum kendte ham fra Horsens, og ud over at skrive arbejdede Peer Hultberg som psykoanalytiker. Borum gav os instrukser. Vi måtte ikke spørge gæsten om, hvorvidt han brugte stof fra sin praksis i sine historier. Man kan dog lige så godt råbe til et hold friske menige, at de ikke må skyde efter den måge, der har forvildet ind over øvelsesterrænet. Alle retter straks geværet mod det levende mål … Det vil sige: sessionen forløb stille og roligt. Også da en på holdet dristede sig til at stille det forbudte spørgsmål. Som jeg husker det, generede det ikke Peer Hultberg, så Borum havde vist været for følsom på hans vegne. Når man skriver om mennesker, inspireres man af folk på ferier, på gaden, på arbejdet, i familien og i sportsklubben. At tage nogen eller nogens betroelser og kopiere dem råt, er naturligvis ikke i orden. Men at lade sig inspirere – ja.

Et par tanker om Ringvejen

Arbejdstitlen var længe Vertigo, altså svimmelhed, da hovedpersonen Vibe døjer med forskellige dårligdomme. Jeg havde engang en kollega, der blev sygemeldt og fandt ud af, at hendes svimmelhed var forårsaget af stress over en privat spidsbelastning. Vertigo er også titlen på en Hitchcock-film, og et filmbokssæt kickstarter handlingen i novellen.

Vibe starter en brevveksling med en gammel bekendt, der har skrevet til hende på de sociale medier. På det tidspunkt, hvor jeg påbegyndte novellen, fik jeg selv en hilsen, der indeholdt ordene, man kan læse i Ringvejen. “Håber, du har et spændende liv.” De satte Vibe i gang. I starten lod jeg hende overdrive og smøre tykt på for at imponere modtageren for senere at fjerne dette element. Vibe fik meget mere ud af at holde sig til sandheden og komme clear med fortiden. En af hendes centrale tilbageblik går på et yndigt, men faldefærdigt landhus. Lige dén del er en sand historie fortalt til mig af en midaldrende kvinde i en pause på et aftenskolekursus. Jeg har sikkert selv nævnt, at vi boede på landet og var i gang med at renovere. Fortællingen om istandsættelsestrængslerne gjorde så meget indtryk, at jeg kort efter brugte skelettet og digtede videre. Somme tider er en stærk mundtlig beretning alt hvad der behøves.