Skrivning 2015

Opdatering på romanarbejdet

Arbejdet på min roman En smuk dag er gået ind i en ny fase. En håndfuld prøvelæsere er blevet udsat for indledningen og stiller naturligvis en stribe gode spørgsmål. En uges skriverefugie på Hald Hovedgaard gav som altid et bedre overblik, og jeg afsatte tid til at gruble over utilfredsstillende plotelementer. Når man har skrevet på en historie i seks år, er der uundgåeligt en del tråde og ideer, som ikke længere passer sammen. Og kasserede løsninger skal erstattes med nye, der helst ikke involverer for mange justeringer. Er manuskriptet helt færdig? Ikke helt. Det bliver det i løbet af juli måned.

Hald Hovedgaard

Hald Hovedgaard

Forlagshenvendelse

Et mindre forlag har udvist interesse for romanen efter at have læst en af mine tekster i antologien Kys nr. 1-700. Det speeder naturligvis nogle processer op, herunder overvejelser om overordnede temaer, titlen og mulige markedsføringsscenarier. Om forlaget og jeg ser den samme bog for os vil vise sig i løbet af de næste par måneder. Indtil da vil jeg ikke røbe, hvem der allerede har en snøre ude.

Så hvad er det for en bog?

En smuk dag er en arbejdstitel, som jeg indrømmer ikke er hverken fængende eller giver et klart hint om indholdet. Men et eller andet skal barnet jo hedde. En smuk dag handler om tre veninder først i 30’erne, deres historier, deres fælles fritidsprojekt – et konsulentfirma, der giver tips og råd til singler – samt hovedpersonen Aslaugs pendulering mellem frihed og forpligtelse.

Måske aller mest om at søge og at finde. Den starter i Asien og slutter i Jylland. Der er som altid afdækning af hemmeligheder, kærlighedsforviklinger, rejser og møder.