Læseinspiration II – Margaret Atwood

Overvejelser om ferielekture

Det er trist, når bogen ender for hurtigt. Endnu mere trist, hvis man ikke får hul på den og hellere pjaltelæser tilfældige blade og gratisaviser på feriestedet. Derfor foretrækker jeg at tage en roman med i kufferten. På ferien kan man ofte læse i længere stræk end til daglig og får dermed mulighed for virkelig at fordybe sig i et univers og en personkreds. Noveller kan være perfekte, når man på forhånd ved, at programmet ikke levner plads til ret meget “alenetid”.

Vidtfavnende canadier

Margaret Atwood har udgivet både digte, noveller og romaner. Forfatterskabets hovedtemaer er ud over civilisationskritik i form af science fiction kvindens vilkår set i et specielt canadisk perspektiv. Naturen har også stor betydning. Umiddelbart kan det lyde drøjt, men Atwoods kendetegn er ud over begivenhedsrige forløb og velbeskrevne miljøer og personer en gennemgående humoristisk tone.

Noveller og lille roman

* Tip om overlevelse

Rummer prægnante billeder, der stadig står tydeligt efter mange år.

* Op til overfladen

En kvinde søger at opklare sin fars skæbne i ødemarken. Canada har selvsagt rigtig mange steder at forsvinde hen, og naturens påvirkning er uforglemmelig.

Science fiction

* Tjenerindens fortælling

* Oryx og Crake (triologi)

Atwood har selv benævnt genren for “social” science fiction, fordi der ikke “indgår marsmænd eller tidsrejser”. Som forfatter synes jeg, det er interessant at studere, hvordan genren giver mulighed for at udforske personernes psykologi. Hvilket tilsyneladende er Atwoods primære grund til at fortrække den i de seneste værker. Se engelske citater her.

Anbefalede romaner

Begge var glimrende page-turners. F.eks. indledes Den blinde morder med: “Ti dage efter krigens afslutning kørte min søster Laura ud over en bro i bil.” I Katteøje spiller en bro og slugt også en væsentlig rolle.

* Katteøje

Katteøje handler om en kvindelig kunstner, der i mange flashbacks ser tilbage på sin barndom og ungdom. Hovedpersonen blev som halvstor pige mobbet af to andre piger. Dengang var chikanerier noget, man bed i sig og forsøgte at leve med. Selvom pigen formår at frigøre sig fra sine plageånder, præger oplevelserne hende langt op i voksenalderen. Historien foregår i 1950-1980’erne. Højdepunkterne er beskrivelsen af de lidt skæve vildmarks-forældre, fysiker-broren og Torontos kunstnermiljø i 1970’erne.

* Den blinde morder

I Den blinde morder vælger Attwood en mere sindrig konstruktion med kommenterende avisnotitser og en roman-i-romanen, som er forfattet af en af bogens personer. Som i Katteøje ser hovedpersonen tilbage på sit liv, dog her med en ældre kones livsvisdom. Historien handler om to søstre og deres indbyrdes forhold og komplicerede kærlighedsliv. Efterhånden som historien skrider frem, bliver det tydeligt, hvordan romanen-i-romanen afspejler virkeligheden. Grumme familiehemmeligheder afdækkes. Tidsmæssigt er vi rykket et skridt længere tilbage til 1930’erne-1950’erne (flashbacks), mens Toronto og Ontario fortsat danner baggrund.

 

 

**
Tilføjelse september 2014
I Weekendavisen nr. 35 fra den 29. august kan man læse et interview med Margaret Atwood i forbindelse med, at hun er på pr-tourné for bogen MaddAddam, der udkom i USA i 2013. Kristian Ditlev Jensen anmelder desuden romanen, der er sidste bind i forfatterens science-fiction-triologi.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s