Uddrag

Fra Version 2.2: I frost og glød

Dette er den 190 sider lange novelle i Et strejf af vanvid.

Christian (aka Chris) er til kollegiefest hos studiekammeraten og vennen Rudi. Her møder han lille, kønne Signe, som han omgående falder i hak med. Jasmin er Rudis nabo, som lader til at have have et horn i siden på Rudi.

Rudi var vist mere bedugget, end Christian først havde ænset og i forhold til klokkeslættet. Han rutsjede hen til Christian og Signe, da lambadaen sluttede, inklinerede for den sidste og overlod Jasmin til sin kammersjuk. Dét passede hende aldeles ikke. Hun stak hovedet hen til Christian, inklusive næsering og det hele, som Christian fik akut lyst til at hive blidt i, og hvæsede med sin let hæse stemme:
– Hvad fanden er dét for en måde… Jerk. Det skal du ikke finde dig i!
– Jeg danser som en sæk kartofler, svarede Christian.
– Gu’ gør du da røv.
Hun havde åbenbart lagt mærke til ham ved en af de forrige fester. Læste medicin. Havde utvivlsomt helt styr på de latinske navne for de af hans muskler, hun adspredt sad og befamlede. Blikket var stift rettet mod Rudi og Signe, der gav den gas til den svenske diva, der higede efter at få ”udløst sin krop” (hvem gjorde ikke?).
Jasmin kunne ikke vide, at når Christian var i byen med Rudi (på almindelige steder, selvsagt), havde han ofte oplevet, at pigerne ”approachede” ham. Christian virkede på overfladen tilforladelig og en smule sky. Med andre ord en rimelig indgang til det egentlige mål. Hvad pigerne ikke vidste, var, at Rudi af og til trykprøvede fra første færd med en ret grovkornet humor, som ikke faldt i alle tøsers smag. Eller han fyrede spidsfindigheder af, som flere missede, og så kunne det jo være det samme i hans optik. Chris? Han var jo blot kræsen… og lige for tiden havde han en kæreste. Plus de andre mellemregninger. Men det hverken kunne eller ville han forklare Jasmin, der af uransagelige grunde sad og sydede. Han valgte det enkleste, rørte ved hendes voldsomt smykkebesatte hånd og sagde: ”Så kom dog…”. Christian rejste sig så hurtigt, at der myldrede farvede prikker for hans øjne, og han nær var dejset.

Svenskeren med det ukuelige behov fadede over i en klynge firserhits. Rudi overtog gelinde Jasmin igen. Signe virkede tilfreds med skiftet. Rudi ignorerede de imaginære pilespidser afsendt af frøken læge-Pocahontas, drejede en smule ind i sig selv. Christians hofter artede sig. Signe havde bløde hænder, små hænder; hun ville gerne føres lidt rundt.
All I ever wanted
All I ever needed
Is here in my arms
  Christian slog automatpiloten til. Det skete der jo ikke noget ved. Hvad foretog Henrik sig egentlig, når de ikke hang ud sammen? Han var ikke helt sikker. Der var naturligvis toghalløjet, der virkede så uskyldigt, så det gjorde helt ondt. Signe og Christian slap hinanden, da Depeche Mode endte og indvarslede mere elektropop.

Rudi strejfede ham, nedtonet til lade bevægelser, men uden at skippe et beat. Han vidste ikke, Christians balkort var fyldt op… Ku’ han låne en hund? Barens dankortterminal var i udu. Sigge havde lært Christian altid at have kontanter på sig; søreme jo. Uden helt at vide hvorfor foldede han sedlen til en firkant, anbragte den som et led i sin dans, med flere afbræk og fortrydelser undervejs, i Rudis skjortelomme, til både Jasmins og Signes morskab. Den slags uskyldigheder vakte af en eller anden grund altid glæde hos tøserne. De havde garanteret intet ønske om at se, hvordan penge blev udvekslet i andre miljøer, hvor transaktionen var benhård forretning. Rudi hengav sig til en art trancedans imens. Bloppet.
Christian endte med Signe i et sidelokale, hvor det var muligt at føre en samtale. De købte flere shots. Hendes mund smagte også af slik. Ananas. Hindbær?
– Du er så rolig, hviskede hun i hans øre, så det kildede. – Jeg plejer ikke at kysse på nogen, jeg ikke kender…
– Det gør jeg heller ikke.
Umiddelbart føltes det ikke som en udelukkende dårlig idé. Han var på nippet til at skippe fornuften og forfølge det kælne, blomsterduftende og en tilpas raffineret vinkel på udskejelserne omkring dem. Med ét lød en af de melodier, som Christian rent faktisk var i stand til at dechifrere fremført baglæns af Nete. Der havde lært sig den og et par stykker til for at hylde hans faible for Pet Shop Boys. For indviklet at forklare Signe, der fulgte med ud på dansegulvet, men vist syntes, at de lige havde gang i noget andet.

Christian gik i halvt tempo til noget der tangerede en kinddans, også noget han havde lært af Henrik. Det ku’ være pokkers effektivt, mens omgivelserne buldrede afsted. Rudi var intetsteds at se. Signe opfattede, at Christian kiggede rundt og beroligede ham jovialt. Rudi vidste man vist aldrig, hvor havnede, eller hvilke spilopper, han havde for. Tja. Han burde stå her nu og skråle med på ”Every night is Friday night”. For at trække tiden spurgte Christian hende, hvad hun mente med rolig. Åhr, krøb Signe længere ind på ham. De færreste i deres alder kunne holde deres eget selskab ud. Var ikke bange for at gå glip af en masse.

Det føltes, som om han fik en sms, men det var et fantom. De tog den næste dans med, nu med afstand, standard disco. Han følte sig iagttaget, mens kulørte lamper blinkede, og den roterende spejlkugle var ustoppelig. Det ydre rum var stille, for der fandtes intet medie, som kunne udbrede lydbølger. Christian trak Signe til siden.
– Ved du hvad, jeg er den, der er daffet, så småt… Arbejde, du ved, skar Christian en grimasse.
Grønthandleren led under en stribe dårligdomme, og Christian havde lovet ham at tage imod varer. Meget praktisk i betragtning af, at han bare skulle flytte sit trætte kadaver fire etager ned. Mindre praktisk, når det skulle ske kl. seks om morgenen.
Rudi var heller ikke på sit værelse. Christian lod hånden køre hen over det bedagede vidunder fra dengang, det hed edb. Det var ikke det eneste samlerobjekt. Han burde låse sin dør, le grand bête. Hans mave vendte sig, og han stod helt stille, indtil stikket af kvalme og ubehag fortog sig. Hev den øverste skrivebordsskuffe ud og rodede løseligt rundt mellem kvitteringer, skriveredskaber, memory-sticks, en lighter, pensler, tape, en neglefil, noget der lignede teatersminke, tyggegummi, tandstikkere, gamle biografbilletter og hvad helvede var det egentligt, han foretog sig?


Fra Ringvejen

Vibe har efter mange år hilst på en fjern bekendt fra sin ungdom, Rene, der bor i et kolonihavehus i samme provinsby. Nu dukker han op igen. Caspar er nevøen, som netop er flyttet ind hos Vibe for at aflaste storesøsteren, Linda. 

Om fredagen møder jeg Rene i Bilka. Jeg er på vej hen til kundeservice for at afgive en dunderklage. Hvor længe kan det tage dem at få en bestilt vare hjem? Rene har indkøbsvognen fuld af sukker, citronsyre, melatin og henkogningsglas i forskellige størrelser. Det forekommer mig at være lidt sent på sæsonen at sylte, med mindre det er æblegelé. Rene forklarer, at frugten er frosset ned over sommeren, hvor han har haft travlt med at arbejde og at sejle. Han har både været Fyn rundt og til træf i Skærgården.
– Er udsalget ikke ovre? spørger han med ét og forvirrer mig. – Du ser ellers kampberedt ud.
– Jeg skal ind og klage over et køb.
Der er ingen grund til at nævne, at det er på vegne af min nevø. Som om han ikke magter at tage skeen i egen hånd. Lige nu er Caspar til noget skolefodbold, lige efter Lindas hoved. Hun er allerede pavestolt og forestiller sig vel en forstærkende, genetisk linje, som borger for hans succes.
Rene nikker sagligt, god idé at være psykisk forberedt. Han har et ærinde i banken, men hvad om at jeg kommer ud og ser hans havehus og smager noget ribssaft?
– Ligner jeg én, der er til søde, henkogte sager?
– Jeg ved, hvad du ligner, svarer han kvikt. – Men det vil jeg ikke sige højt. Ikke når der er andre mennesker.
– Jeg er en bulldog, får jeg improviseret – og jeg har endda papir på det. Vi ender med at grine højt og tåbeligt. Jeg bliver ønsket held og lykke med jobsøgningen. Det glemte han at ønske mig forleden aften. Mon ikke det er inden for rækkevidde? Jeg svarer et eller andet forlegent. […]

Bussen. Jeg kører og kører, ser den surrende gryde for mig. Røde, kvaste bær, et værre sammenkog og fluerne, der summer over krukker og sukkerposer. Rene, der rører og rører, og til sidst står den tykke væske stille, og det påtrængende pres øverst i brystet letter. Cirklen bliver til en prik, der bliver til ét ubristet og grønt bær, som af en eller anden grund flyder oven på den udkogte masse. Mørket er faldet på, og ikke en vind bevæger sig. Der er heldigvis et skilt over området ved indgangen. Alle vejene har blomsternavne. Tyst. Noget, der ligner halen af en ræv, forsvinder bag en ligusterhæk.

Reklamer