Min e-bog Vildveje er flyttet fra GoPublish til Saxo Publish. Den kan købes her for 85 kr:

Køb Vildveje

Selvfølgelig kan man skrive, hvad man lyster. Det er bare at trykke på tasterne eller gribe blyanten. Kan man udgive en hvilken som helst tekst? Nemt. Man trykker bare på nogle andre taster, og vupti er den ude på et socialt medie med mange tusinde, potentielle læsere. Eller vupti får man et trykkeri til at frembringe en fysisk bog eller pamflet, hvorefter man stiller sig på det nærmeste torv og deler den gratis ud.

Hvad kan man tillade sig at skrive? Da jeg gik på Forfatterskolen, berørte vi emnet. Men ikke ret mange gange.

Tekst, som er selvbiografisk – selvoplevet og 1-1. Intet er gjort for at skjule eller ændre dette. Jah. Men er den pokkers interessant? Hvornår er noget privat, hvornår er det personligt, hvornår er det almenmenneskelige erfaringer, andre kan drage nytte af? Det må komme an på udførelsen og indholdet.

• Hvis det drejer sig om gode råd om at bo på landet, og de er mine, vil jeg kalde det faglitteratur. Så er den sag klaret. Det kan man godt. Hvis det er 1-1 selvoplevet? Kan bruges i afmålte doser. Jeg sørger automatisk for at sløre detaljerne, inden det ender i et fiktionsværk.

Tekst, eller del af tekst, der beskriver noget i teorien vildt urealistisk. Som ikke desto mindre er noget forfatteren selv har set/oplevet. Meget let: det kan man ikke. Det skete i virkeligheden, fint nok. I en tekst virker optrinnet fortænkt.

• Af og til sker der vanvittige ting omkring os. Vi morer os, undrer os og fortæller det glad videre til venner og familie. Men det kan ikke bruges litterært. Virkeligheden overgår ALTID fiktionen. Heldigvis.

Tekst med en såkaldt dobbeltkontrakt. I Peter Høegs De måske egnede deler hovedpersonen navn og fødelsestidspunkt med forfatteren. Dobbeltkontrakt går gerne ud på, at forfatteren både påstår, at et værk er virkelighed, og at værket er fiktion og slet ikke handler om forfatteren. I Peter Høegs tilfælde meldte han først ud til offentligheden, at han selv var adopteret, akkurat som bogens hovedperson. Sidenhen dementerede han dette. Så jo, det kan man. Andre eksempler er værker af Suzanne Brøgger og Karl Ove Knausgaard.

• Jeg tænker på grebet/tricket som et drillende svar på det evige spørgsmål om, hvor meget, der er selvoplevet i en tekst. Det dukker ALTID op. Måske indebærer en dobbeltkontrakt en frihed og en magt, jeg endnu ikke har set fidusen i. Men behovet for en person med mit eget navn eller initialer ligger mig umiddelbart fjernt.

Tekst med provokerende standpunkter eller indhold. I disse uger kører en debat i danske litteraturkredse om, hvorvidt man som forfatter kan “tillade sig” at indtage politisk ukorrekte holdninger og f.eks. tematisere racismen i os alle – i dette tilfælde Christina Hagen i bogen Jungle. Social kontrol forfattere imellem er blevet diskuteret. I en artikel i Weekendavisen fra uge 17 nævner Lars K. Laustsen blandt andet, at man som aspirerende forfatter helt naturligt vil orientere sig i forhold til den litterære tradition. Danmark ér et lille sprogområde, og det ér muligt at falde udenfor.

• Der er flere lag og vinkler i dette. Det optager mig mest, at man som forfatter måske ikke kan tillade sig at have personer, der udtrykker diverse upopulære holdninger eller opfører sig amoralsk. (Og man bør slet ikke prikke til sine kollegaer: “Hvorfor skriver I ikke om det her? Hvorfor er I berøringsangste?”) Jeg har i forvejen en afvigende baggrund, har ikke brug for at gå i med tapetet og skrive på en bestemt måde eller om bestemte emner (tror jeg da). Men under min skriveproces har følgende strejfet mig: Når jeg lader min hovedperson tænke og mene dette, vil læseren så tro, at jeg mener det samme? For det er en jeg-person. En kvinde med visse lighedstræk med mig selv. Kan jeg det? Ja. Jeg erindrer ingen Forfatterskole-diskussioner herom. Men der er sket noget inden for politisk korrekthed i løbet af 20 år, som gør, at tanken melder sig. Den får mig dog ikke til at ændre på mine romanpersoners religion, opførsel, nationalitet osv. Hvis en læser vil læse noget bestemt ind i en tekst, kan man ikke forhindre ham/hende i det.Der er desuden forskellige intensioner. F.eks. mener nogle anmeldere, at Jungle er “programmisk” og “vildt iscenesat”, således at den politiske ukorrekthed bliver en æstetisk strategi. Den mistanke vil man ikke få i mine tekster, så meget kan jeg roligt afsløre. Jeg har ikke læst Christina Hagens bøger, men det lader til, at formen tager opmærksomheden fra historien. Mit fokus er fortællingen. Hvis jeg skal overskride grænser, er det først og fremmest mine egne.

Meget af dette synes at kredse om forfatterpositionen. Den velkendte, man kan gemme sig bag, imens man udsender kaskader af ord, standpunkter, programmer osv. under dække af, at det “jo bare er en historie”. At det ikke er virkeligt. I næste indlæg – mere om fiktion kontra virkelighed og forfatterens frihed til frie synspunkter.