Skriveprocesser – ting tager tid

Bloggen har ligget meget stille alt for længe. Tid til at sætte den i fornyede omdrejninger. 

Jeg skriver selv meget for tiden og falder pudsigt nok over artikler, der beskriver andre forfatteres erfaringer med selve skriveprocessen. 

Morten Ramsland

Morten Ramsland er bogaktuel med romanen “Æg”, der udkommer den 24. marts 2017. Morten slog for alvor igennem med “Hundehoved” i 1998. Seks år forinden mødte jeg Morten på Danebod Højskole, hvor vi havde valgt samme fag: skriveværksted, teater og maleværksted. I artiklen fra Århus Stiftstidende beskriver han selv den skrivestil, jeg tydeligt husker fra dengang, nemlig fantasifuld og vildtvoksende – dragende prosadigte.

Morten Ramsland er typisk 5-6 år om at skrive en roman. Han skriver langt og må af og til skære lange spor fra, der ikke passer til den aktuelle roman. Mange omskrivninger er nødvendige for især at stramme sproget op. Jeg kan relatere til flere af disse “genvordigheder”. Måske fordi man i procssen først og fremmest fokuserer på historiens forløb og lader den tage afstikkere. Dernæst kommer sproget og finesserne i strukturen. Læs artiklen her.

George Saunders

Artiklen fra The Guardian (Hvad forfattere i virkeligheden gør, når de skriver) er skrevet af amerikaneren George Saunders. Den handler blandt andet om hans første roman “Lincoln in the Bardo”. Bogen var 20 år undervejs, dog mest i forfatterens tanker. Før den udkom i år, har George Saunders udgivet noveller og essays. 

George Saunders beskriver akkurat som Morten Ramsland en proces, der omfatter mange om- og gennemskrivninger. Han kalder det en tilnærmelsesproces, hvor teksten ændres grundigt og på grænsende til det tvangsprægede, indtil hans indre vurderingspil peger mod plus og ikke minus. Ifølge forfatteren betyder metoden, at teksten mere specifik, mindre overdreven og sentimental, og dovne udsagn overlever ikke i det lange løb.
Læs artiklen her.

Stephen King

Om Stephen King er typen, der minutiøst skriver om gang på gang, skal jeg ikke kunne sige. Dog tyder den imponerede bibliografi – mere end 40 bøger plus det løse – på god og stadig fremdrift. Dog har King udtalt, at han ofte begynder på en historie uden at kende slutningen på forhånd. Måske har han også et lille lager af plotblindgyder liggende?

Ting-tager-tid temaet kommer ind på anden vis end omstændelige omskrivninger. I efterordet til romanen “22.11.63”, fortæller Stephen King, at han begyndte på romanen i 1972. Han droppede projektet, da han på grund af sit fuldtidsarbejde som underviser indså, at han ikke havde tid til den nødvendige research. Bogen er centreret om mordet på præsident Kennedy og foregår i årene op til begivenheden. Da Stephen King genoptog bogen, ansatte han en god ven til at foretage den historiske research. “22.11.63” udkom på dansk i 2013 og kan anbefales, hvis man er fan af “Tilbage til fremtiden”-filmene. 

Skrivning 2015

Opdatering på romanarbejdet

Arbejdet på min roman En smuk dag er gået ind i en ny fase. En håndfuld prøvelæsere er blevet udsat for indledningen og stiller naturligvis en stribe gode spørgsmål. En uges skriverefugie på Hald Hovedgaard gav som altid et bedre overblik, og jeg afsatte tid til at gruble over utilfredsstillende plotelementer. Når man har skrevet på en historie i seks år, er der uundgåeligt en del tråde og ideer, som ikke længere passer sammen. Og kasserede løsninger skal erstattes med nye, der helst ikke involverer for mange justeringer. Er manuskriptet helt færdig? Ikke helt. Det bliver det i løbet af juli måned.

Hald Hovedgaard

Hald Hovedgaard

Forlagshenvendelse

Et mindre forlag har udvist interesse for romanen efter at have læst en af mine tekster i antologien Kys nr. 1-700. Det speeder naturligvis nogle processer op, herunder overvejelser om overordnede temaer, titlen og mulige markedsføringsscenarier. Om forlaget og jeg ser den samme bog for os vil vise sig i løbet af de næste par måneder. Indtil da vil jeg ikke røbe, hvem der allerede har en snøre ude.

Så hvad er det for en bog?

En smuk dag er en arbejdstitel, som jeg indrømmer ikke er hverken fængende eller giver et klart hint om indholdet. Men et eller andet skal barnet jo hedde. En smuk dag handler om tre veninder først i 30’erne, deres historier, deres fælles fritidsprojekt – et konsulentfirma, der giver tips og råd til singler – samt hovedpersonen Aslaugs pendulering mellem frihed og forpligtelse.

Måske aller mest om at søge og at finde. Den starter i Asien og slutter i Jylland. Der er som altid afdækning af hemmeligheder, kærlighedsforviklinger, rejser og møder.

 

Julegaven: gratis novelle

Gratis novelle

Lillejuleaften og tid til at begave nye og gamle læsere med en oldie, but goodie (eller er det omvendt?).

Jeg har i alt fald støvet en novelle af, der første gang så lyset i starten af årtusindet i tidsskriftet Øverste Kirurgiske. Den hedder Hibiscus rosasinensis, der er det fornemme navn for hawaiiblomst. Jeg gætter på, at den er rød, som denher:

poinsettiaNovellen rummer en hel del inspiration fra Forfatterskolen – skæve eksistenser, Poul Borums legendariske, bogfyldte lejlighed og min egen første (ret bogmagre) lejlighed i København NV. Tæt på Tuborgvej. Og ikke mindst skrive- og ordnørderi, overført på min unavngivne hovedperson.

Formatet er pdf, som bør kunne læses af alle med Adobe Reader installeret. Det er blot at klikke på linket herunder og downloade: Gratis novelle – klik her.

Glædelig jul og godt nytår til alle fra den mønske skrivepult.

Decembergave på vej

Gratis novelle i december
I oktober 2014 rundede salget af Vildveje 200 eksemplarer. Jeg er meget glad og taknemmelig for interessen for min første e-bog. Da 2014 ikke skal passere uden nye udgivelser, vil jeg inden årets udgang lægge en novelle ud, som kan downloades gratis. Jeg skriver naturligvis et indlæg, så snart den bliver tilgængelig på www.gopubli.sh.

Imens, et “dagene-går-på-hæld” snapshot med strandfund. God læselyst 🙂

SAM_0411

Ny gunstig salgsmulighed for mikroforlag og selvudgivere

Opfølgning på Indie Books med bogkortet
Fra marts 2015 bliver det muligt for underskoven af mikroforlag og selvudgivere at komme på hylderne hos Arnold Busck. Det har det også været førhen, f.eks. i form af en kommissionsaftale med de enkelte butikker. Nu formaliseres metoden ved hjælp af et såkaldt bogkort, som repræsenterer den fysiske bog i butikken. Kunden bruger kortet, der trykkes i farver og er lavet af stift karton, til at orientere sig om produktet. Man kan naturligvis ikke bladre i bogen, og som kunde må man også vente på at få sin vare i hånden, da den først skal bestilles hjem. Men et bogkort udbreder kendskabet til den “smalle” udgivelse og forhåbentlig også salget af den.

Læs mere her om det interessante tiltag. Det er en positiv udvikling for alle, der allerede har eller påtænker at udgive egne værker uden om de store forlag. I første omgang er bogkortet til papirbøger samt e-bogs-versionerne af disse.

Bogkortet er blevet til ved et samarbejde mellem forfatternetværket NewPub, Dansk Forfatterforening og Arnold Busck.

Det private

Brøgger-biografi – til forfatterens fyldte 40. år
“Jamen, der er jo ikke sket en skid,” citeres Suzanne Brøgger for at have svaret på, hvorfor forfatter Louise Zeuthen ikke skulle inkludere årene derefter i biografien Krukke. Det var dog ikke stof, Louise Zeuthen kom til at mangle, idet hun angiveligt fik adgang til ti flyttekasser med personlige breve, dagbøger og fotos. Læs, og hør mere om den roste biografi her, som udkom i september 2014.

En indadvendt forfatter
Forfatterskolens årgang 1995-1997 – altså min – havde besøg af flere kendte danske forfattere, f.eks Peer Hultberg, Solvej Balle, Peter Laugesen, Kirsten Thorup og Suzanne Brøgger (SB). En sort-hvid reklameposter, hvor SB optrådte nøgen bortset fra et par glimmertrusser bag et gennemsigtigt negligé, havde fæstnet sig i min barnehukommelse. Der var imidlertid klar forskel på den kvinde, jeg havde forventet at møde ud fra romanerne, og på vores eftermiddagsgæst. SB var inviteret til at fortælle om “det private”. Det vil sige om at bruge sit eget, nære families og kæresters liv i skrivningen.

Vi blev klogere på, at det havde sine omkostninger at operere i krydsfeltet mellem virkelighed og fiktion. Ud over det ønskede SB at få noget med hjem. Nu havde vi “hørt om hende”, hvorefter det var vores tur til hver især at fortælle, hvem vi var. Noget for noget, fair nok.

Foto: Kevin VelVaneille (Creative Commons)

Foto: Kevin VelVaneille (Creative Commons)

“Er dine romaner selvbiografiske?”
Amerikaneren Jonathan Franzen (bla. Frihed) diskuterer dette hyppigt stillede spørgsmål i essayet Om selvbiografisk skønlitteratur (findes i Længere væk, Gyldendal 2013). Han undgår det gerne og oversætter det ironisk til: “Er dette virkeligt et skønlitterært værk, eller er det bare en slet kamufleret fortælling om dit eget liv?”

Videre beskriver han sine tanker og overvejelser om f.eks. at bruge private familieepisoder i en offentliggjort historie. Mere konkret: “Er jeg villig til at løbe risikoen for at miste nogen som jeg holder af, for at kunne fortsætte med at være den forfatter som jeg har brug for at være?” Det spørgsmål har affødt flere svar på forskellige stadier i Jonathan Franzens professionelle liv, blandt andet i forhold til hans ekskone. Af essayet fremgår det, at det tog forfatteren en del tid at bryde divserse barrierer af skam, loyalitet og skyldfølelse. Jonathan Franzen erkender, at hans romaner er ekstremt selvbiografiske og på sæt og vis en personlig kamp. Der lyder unægtelig som hårdt arbejde.

Foto: Dennis van Zuijlekom

Foto: Dennis van Zuijlekom

Levet liv kontra skrift
Jeg skriver også ud fra mine egne erfaringer, og jeg gør mig undervejs i skriveprocessen også tanker om mulige reaktioner og tolkninger af teksterne. Fra tidligere at have fravalgt biologiske forældre til mine hovedpersoner ved hjælp af grebene adoption eller tidlig død, kan jeg konstatere, at jeg i den roman, som jeg aktuelt skriver på, er skiftet til 1) en mortype, der tydeligvis er forskellig fra min egen, 2) en praktisk talt fysisk og mentalt fraværende far (dog med én karakteristisk interesse intakt) og 3) en stedfartype, der tydeligvis er forskellig fra den stedfar, jeg åbenlyst ikke selv har. Et andet trick er at opkoncentrere og syntetisere flere personer fra ens eget liv til flere romanpersoner. På den måde kan ingen påstå, at de er afbildet direkte i form af A, snarere som en del af både A, B og C. Hvorfor alt dette besvær? Helt sikkert af årsager, der minder om de nævnte overvejelser i Jonathan Franzens essay. Og fordi man måske er i gang med at arbejde på sit eget livs historie, når man skriver. Det indebærer omskrivninger, fantasirejser, usandsynlige sammentræf og søgen efter netop hemmeligheder og skamfulde momenter.

Bjerglekture

Det ideelle læsestof til vandreturen

– er uden tvivl en paperback pga. vægten
– er ikke et vildt sats, når der er langt til nærmeste boghandel
– er måske en novellesamling som den, der forsvandt fra mig i en overbefolket træhytte i Pyrenæerne
– er lang nok til at dække uventet ventetid, som f.eks. Juliet, Naked af Nick Hornby
– har ikke relation til det besøgte sted, som f.eks. Sputnik min elskede af Haruki Murakami – mit næste valg!

Næste destination: Marokko og Atlasbjergene
På vandreturen venter dels Nordafrikas højeste punkt, berberkulturen i landsbyerne og selve Marrakech, som er halvt arabisk, halvt afrikansk. Skulle man læse vestlig litteratur med forbindelse til Marokko, kunne det være William Borroughs Nøgen frokost, som forfatteren blandt andet arbejdede på under et ophold i Tanger. Paul Bowles, der skrev Under himlens dække, kom til Tanger i 1940’erne og boede der til sin død.

Sandstensklippe i nationalparken Ceský Raj, Tjekkiet Foto: Marianne Lapp

Sandstensklippe i nationalparken Ceský Raj, Tjekkiet
Foto: Marianne Lapp

 

Læseinspiration II – Margaret Atwood

Margaret Atwood er igen aktuel og still going strong.

Marianne Lapp

Overvejelser om ferielekture
Det er trist, når bogen ender for hurtigt. Endnu mere trist, hvis man ikke får hul på den og hellere pjaltelæser tilfældige blade og gratisaviser på feriestedet. Derfor foretrækker jeg at tage en roman med i kufferten. På ferien kan man ofte læse i længere stræk end til daglig og får dermed mulighed for virkelig at fordybe sig i et univers og en personkreds. Noveller kan være perfekte, når man på forhånd ved, at programmet ikke levner plads til ret meget “alenetid”.

Vidtfavnende canadier
Margaret Atwood har udgivet både digte, noveller og romaner. Forfatterskabets hovedtemaer er ud over civilisationskritik i form af science fiction kvindens vilkår set i et specielt canadisk perspektiv. Naturen har også stor betydning. Umiddelbart kan det lyde drøjt, men Atwoods kendetegn er ud over begivenhedsrige forløb og velbeskrevne miljøer og personer en gennemgående humoristisk tone.

Noveller og lille roman
* Tip om overlevelse

View original post 441 more words

Ugens karriere: interview i Ingeniøren

Kvik-link: Læs interviewet her.

Teknisk nørd kontra forfatter
Weekendavisens sommerserie 2014 handler om danske forfatteres (ofte økonomisk nødvendige) job ved siden af skivegerningen. I udgave 30 fra den 25. juli skriver Mikkel Birkegaard om at være både skønlitterær forfatter og edb-assistent (datamatiker) og ikke mindst omverdenens reaktioner på blandingen. Undren er ordet der går igen. Det er netop det ord, jeg som civilingeniør kan nikke genkendende til. Det er da noget helt andet. Dog trækkes der på samme kreative hammel, når den tekniske nørd er i sving på arbejdspladsen, som Mikkel Birkegaard fint beskriver det.

Balance mellem to fag og verdener
Jeg er ikke programmør, hvor jeg opbygger selvstændige universer under stringente regler. Men jeg tænker ligeledes, at min erfaring fra ingeniørfaget og jobbene kan bruges, når der skal laves plot og holdes styr på f.eks. sidehistorier. Og jeg ved, at min interesse, indsigt og erfaring med sprog har gavnet mangen kollega, der netop valgte ingeniørfaget, fordi det der med at udtrykke sig skriftligt ikke var vedkommendes stærke side.

Ugens karriere – nu med erotiske noveller
Min blanding af det “hårde” og “bløde” har affødt et interview i Ingeniøren, der også kan læses på nettet. Ingeniøren kører serien De alternative, som belyser den ikke overraskende mangfoldighed blandt de mange tusinde uddannede ingeniører. Så kom der også “sex” i Ingeniørens spalter denne sommer. Endda hele to gange, hvor herligt.