Brøgger-biografi – til forfatterens fyldte 40. år
“Jamen, der er jo ikke sket en skid,” citeres Suzanne Brøgger for at have svaret på, hvorfor forfatter Louise Zeuthen ikke skulle inkludere årene derefter i biografien Krukke. Det var dog ikke stof, Louise Zeuthen kom til at mangle, idet hun angiveligt fik adgang til ti flyttekasser med personlige breve, dagbøger og fotos. Læs, og hør mere om den roste biografi her, som udkom i september 2014.

En indadvendt forfatter
Forfatterskolens årgang 1995-1997 – altså min – havde besøg af flere kendte danske forfattere, f.eks Peer Hultberg, Solvej Balle, Peter Laugesen, Kirsten Thorup og Suzanne Brøgger (SB). En sort-hvid reklameposter, hvor SB optrådte nøgen bortset fra et par glimmertrusser bag et gennemsigtigt negligé, havde fæstnet sig i min barnehukommelse. Der var imidlertid klar forskel på den kvinde, jeg havde forventet at møde ud fra romanerne, og på vores eftermiddagsgæst. SB var inviteret til at fortælle om “det private”. Det vil sige om at bruge sit eget, nære families og kæresters liv i skrivningen.

Vi blev klogere på, at det havde sine omkostninger at operere i krydsfeltet mellem virkelighed og fiktion. Ud over det ønskede SB at få noget med hjem. Nu havde vi “hørt om hende”, hvorefter det var vores tur til hver især at fortælle, hvem vi var. Noget for noget, fair nok.

Foto: Kevin VelVaneille (Creative Commons)

“Er dine romaner selvbiografiske?”
Amerikaneren Jonathan Franzen (bla. Frihed) diskuterer dette hyppigt stillede spørgsmål i essayet Om selvbiografisk skønlitteratur (findes i Længere væk, Gyldendal 2013). Han undgår det gerne og oversætter det ironisk til: “Er dette virkeligt et skønlitterært værk, eller er det bare en slet kamufleret fortælling om dit eget liv?”

Videre beskriver han sine tanker og overvejelser om f.eks. at bruge private familieepisoder i en offentliggjort historie. Mere konkret: “Er jeg villig til at løbe risikoen for at miste nogen som jeg holder af, for at kunne fortsætte med at være den forfatter som jeg har brug for at være?” Det spørgsmål har affødt flere svar på forskellige stadier i Jonathan Franzens professionelle liv, blandt andet i forhold til hans ekskone. Af essayet fremgår det, at det tog forfatteren en del tid at bryde divserse barrierer af skam, loyalitet og skyldfølelse. Jonathan Franzen erkender, at hans romaner er ekstremt selvbiografiske og på sæt og vis en personlig kamp. Der lyder unægtelig som hårdt arbejde.

Foto: Dennis van Zuijlekom

Levet liv kontra skrift
Jeg skriver også ud fra mine egne erfaringer, og jeg gør mig undervejs i skriveprocessen også tanker om mulige reaktioner og tolkninger af teksterne. Fra tidligere at have fravalgt biologiske forældre til mine hovedpersoner ved hjælp af grebene adoption eller tidlig død, kan jeg konstatere, at jeg i den roman, som jeg aktuelt skriver på, er skiftet til 1) en mortype, der tydeligvis er forskellig fra min egen, 2) en praktisk talt fysisk og mentalt fraværende far (dog med én karakteristisk interesse intakt) og 3) en stedfartype, der tydeligvis er forskellig fra den stedfar, jeg åbenlyst ikke selv har. Et andet trick er at opkoncentrere og syntetisere flere personer fra ens eget liv til flere romanpersoner. På den måde kan ingen påstå, at de er afbildet direkte i form af A, snarere som en del af både A, B og C. Hvorfor alt dette besvær? Helt sikkert af årsager, der minder om de nævnte overvejelser i Jonathan Franzens essay. Og fordi man måske er i gang med at arbejde på sit eget livs historie, når man skriver. Det indebærer omskrivninger, fantasirejser, usandsynlige sammentræf og søgen efter netop hemmeligheder og skamfulde momenter.