Efter en sommerpause starter min blog igen. Som opvarmning til “Hvad kan man skrive 2” kommer et par citater og tekster, der inspirerer mig i skrivearbejdet.

Når plotstyringen holder en halv (eller hel) dag fri
“I begin with an idea and then it becomes something else” (Pablo Picasso)

Personen Aslaug om at rejse 
“You have nightmares in strange beds”

Personen Nilan om sig selv
“Jeg kan modstå alt, undtagen fristelser” (tyvstjålet fra Oscar Wilde)

To værker
Roman 1: Filmen Lost in translastion af Sofia Coppola
Roman 2: Novellen Haven med forgrenede gange af Jorge Luis Borges

En gammel kending
“If you did not write every day, the poisons would accumulate and you would begin to die, or act crazy or both – you must stay drunk on writing so reality cannot destroy you” (Ray Bradbury)

Endnu en gammel kending
“Elsk, og gør som du vil” (Augustin)

Naturen

Min e-bog Vildveje er flyttet fra GoPublish til Saxo Publish. Den kan købes her for 85 kr:

Køb Vildveje

Selvfølgelig kan man skrive, hvad man lyster. Det er bare at trykke på tasterne eller gribe blyanten. Kan man udgive en hvilken som helst tekst? Nemt. Man trykker bare på nogle andre taster, og vupti er den ude på et socialt medie med mange tusinde, potentielle læsere. Eller vupti får man et trykkeri til at frembringe en fysisk bog eller pamflet, hvorefter man stiller sig på det nærmeste torv og deler den gratis ud.

Hvad kan man tillade sig at skrive? Da jeg gik på Forfatterskolen, berørte vi emnet. Men ikke ret mange gange.

Tekst, som er selvbiografisk – selvoplevet og 1-1. Intet er gjort for at skjule eller ændre dette. Jah. Men er den pokkers interessant? Hvornår er noget privat, hvornår er det personligt, hvornår er det almenmenneskelige erfaringer, andre kan drage nytte af? Det må komme an på udførelsen og indholdet.

• Hvis det drejer sig om gode råd om at bo på landet, og de er mine, vil jeg kalde det faglitteratur. Så er den sag klaret. Det kan man godt. Hvis det er 1-1 selvoplevet? Kan bruges i afmålte doser. Jeg sørger automatisk for at sløre detaljerne, inden det ender i et fiktionsværk.

Tekst, eller del af tekst, der beskriver noget i teorien vildt urealistisk. Som ikke desto mindre er noget forfatteren selv har set/oplevet. Meget let: det kan man ikke. Det skete i virkeligheden, fint nok. I en tekst virker optrinnet fortænkt.

• Af og til sker der vanvittige ting omkring os. Vi morer os, undrer os og fortæller det glad videre til venner og familie. Men det kan ikke bruges litterært. Virkeligheden overgår ALTID fiktionen. Heldigvis.

Tekst med en såkaldt dobbeltkontrakt. I Peter Høegs De måske egnede deler hovedpersonen navn og fødelsestidspunkt med forfatteren. Dobbeltkontrakt går gerne ud på, at forfatteren både påstår, at et værk er virkelighed, og at værket er fiktion og slet ikke handler om forfatteren. I Peter Høegs tilfælde meldte han først ud til offentligheden, at han selv var adopteret, akkurat som bogens hovedperson. Sidenhen dementerede han dette. Så jo, det kan man. Andre eksempler er værker af Suzanne Brøgger og Karl Ove Knausgaard.

• Jeg tænker på grebet/tricket som et drillende svar på det evige spørgsmål om, hvor meget, der er selvoplevet i en tekst. Det dukker ALTID op. Måske indebærer en dobbeltkontrakt en frihed og en magt, jeg endnu ikke har set fidusen i. Men behovet for en person med mit eget navn eller initialer ligger mig umiddelbart fjernt.

Tekst med provokerende standpunkter eller indhold. I disse uger kører en debat i danske litteraturkredse om, hvorvidt man som forfatter kan “tillade sig” at indtage politisk ukorrekte holdninger og f.eks. tematisere racismen i os alle – i dette tilfælde Christina Hagen i bogen Jungle. Social kontrol forfattere imellem er blevet diskuteret. I en artikel i Weekendavisen fra uge 17 nævner Lars K. Laustsen blandt andet, at man som aspirerende forfatter helt naturligt vil orientere sig i forhold til den litterære tradition. Danmark ér et lille sprogområde, og det ér muligt at falde udenfor.

• Der er flere lag og vinkler i dette. Det optager mig mest, at man som forfatter måske ikke kan tillade sig at have personer, der udtrykker diverse upopulære holdninger eller opfører sig amoralsk. (Og man bør slet ikke prikke til sine kollegaer: “Hvorfor skriver I ikke om det her? Hvorfor er I berøringsangste?”) Jeg har i forvejen en afvigende baggrund, har ikke brug for at gå i med tapetet og skrive på en bestemt måde eller om bestemte emner (tror jeg da). Men under min skriveproces har følgende strejfet mig: Når jeg lader min hovedperson tænke og mene dette, vil læseren så tro, at jeg mener det samme? For det er en jeg-person. En kvinde med visse lighedstræk med mig selv. Kan jeg det? Ja. Jeg erindrer ingen Forfatterskole-diskussioner herom. Men der er sket noget inden for politisk korrekthed i løbet af 20 år, som gør, at tanken melder sig. Den får mig dog ikke til at ændre på mine romanpersoners religion, opførsel, nationalitet osv. Hvis en læser vil læse noget bestemt ind i en tekst, kan man ikke forhindre ham/hende i det.Der er desuden forskellige intensioner. F.eks. mener nogle anmeldere, at Jungle er “programmisk” og “vildt iscenesat”, således at den politiske ukorrekthed bliver en æstetisk strategi. Den mistanke vil man ikke få i mine tekster, så meget kan jeg roligt afsløre. Jeg har ikke læst Christina Hagens bøger, men det lader til, at formen tager opmærksomheden fra historien. Mit fokus er fortællingen. Hvis jeg skal overskride grænser, er det først og fremmest mine egne.

Meget af dette synes at kredse om forfatterpositionen. Den velkendte, man kan gemme sig bag, imens man udsender kaskader af ord, standpunkter, programmer osv. under dække af, at det “jo bare er en historie”. At det ikke er virkeligt. I næste indlæg – mere om fiktion kontra virkelighed og forfatterens frihed til frie synspunkter.

Bloggen har ligget meget stille alt for længe. Tid til at sætte den i fornyede omdrejninger. 

Jeg skriver selv meget for tiden og falder pudsigt nok over artikler, der beskriver andre forfatteres erfaringer med selve skriveprocessen. 

Morten Ramsland

Morten Ramsland er bogaktuel med romanen “Æg”, der udkommer den 24. marts 2017. Morten slog for alvor igennem med “Hundehoved” i 1998. Seks år forinden mødte jeg Morten på Danebod Højskole, hvor vi havde valgt samme fag: skriveværksted, teater og maleværksted. I artiklen fra Århus Stiftstidende beskriver han selv den skrivestil, jeg tydeligt husker fra dengang, nemlig fantasifuld og vildtvoksende – dragende prosadigte.

Morten Ramsland er typisk 5-6 år om at skrive en roman. Han skriver langt og må af og til skære lange spor fra, der ikke passer til den aktuelle roman. Mange omskrivninger er nødvendige for især at stramme sproget op. Jeg kan relatere til flere af disse “genvordigheder”. Måske fordi man i procssen først og fremmest fokuserer på historiens forløb og lader den tage afstikkere. Dernæst kommer sproget og finesserne i strukturen. Læs artiklen her.

George Saunders

Artiklen fra The Guardian (Hvad forfattere i virkeligheden gør, når de skriver) er skrevet af amerikaneren George Saunders. Den handler blandt andet om hans første roman “Lincoln in the Bardo”. Bogen var 20 år undervejs, dog mest i forfatterens tanker. Før den udkom i år, har George Saunders udgivet noveller og essays. 

George Saunders beskriver akkurat som Morten Ramsland en proces, der omfatter mange om- og gennemskrivninger. Han kalder det en tilnærmelsesproces, hvor teksten ændres grundigt og på grænsende til det tvangsprægede, indtil hans indre vurderingspil peger mod plus og ikke minus. Ifølge forfatteren betyder metoden, at teksten mere specifik, mindre overdreven og sentimental, og dovne udsagn overlever ikke i det lange løb.
Læs artiklen her.

Stephen King

Om Stephen King er typen, der minutiøst skriver om gang på gang, skal jeg ikke kunne sige. Dog tyder den imponerede bibliografi – mere end 40 bøger plus det løse – på god og stadig fremdrift. Dog har King udtalt, at han ofte begynder på en historie uden at kende slutningen på forhånd. Måske har han også et lille lager af plotblindgyder liggende?

Ting-tager-tid temaet kommer ind på anden vis end omstændelige omskrivninger. I efterordet til romanen “22.11.63”, fortæller Stephen King, at han begyndte på romanen i 1972. Han droppede projektet, da han på grund af sit fuldtidsarbejde som underviser indså, at han ikke havde tid til den nødvendige research. Bogen er centreret om mordet på præsident Kennedy og foregår i årene op til begivenheden. Da Stephen King genoptog bogen, ansatte han en god ven til at foretage den historiske research. “22.11.63” udkom på dansk i 2013 og kan anbefales, hvis man er fan af “Tilbage til fremtiden”-filmene. 

Opdatering på romanarbejdet

Arbejdet på min roman En smuk dag er gået ind i en ny fase. En håndfuld prøvelæsere er blevet udsat for indledningen og stiller naturligvis en stribe gode spørgsmål. En uges skriverefugie på Hald Hovedgaard gav som altid et bedre overblik, og jeg afsatte tid til at gruble over utilfredsstillende plotelementer. Når man har skrevet på en historie i seks år, er der uundgåeligt en del tråde og ideer, som ikke længere passer sammen. Og kasserede løsninger skal erstattes med nye, der helst ikke involverer for mange justeringer. Er manuskriptet helt færdig? Ikke helt. Det bliver det i løbet af juli måned.

Hald Hovedgaard

Forlagshenvendelse

Et mindre forlag har udvist interesse for romanen efter at have læst en af mine tekster i antologien Kys nr. 1-700. Det speeder naturligvis nogle processer op, herunder overvejelser om overordnede temaer, titlen og mulige markedsføringsscenarier. Om forlaget og jeg ser den samme bog for os vil vise sig i løbet af de næste par måneder. Indtil da vil jeg ikke røbe, hvem der allerede har en snøre ude.

Så hvad er det for en bog?

En smuk dag er en arbejdstitel, som jeg indrømmer ikke er hverken fængende eller giver et klart hint om indholdet. Men et eller andet skal barnet jo hedde. En smuk dag handler om tre veninder først i 30’erne, deres historier, deres fælles fritidsprojekt – et konsulentfirma, der giver tips og råd til singler – samt hovedpersonen Aslaugs pendulering mellem frihed og forpligtelse.

Måske aller mest om at søge og at finde. Den starter i Asien og slutter i Jylland. Der er som altid afdækning af hemmeligheder, kærlighedsforviklinger, rejser og møder.

Jeg har opdateret siden “Litterært virke”, der nu kan findes i højre side af bloggen under:

Udgivelser og teaterarbejde

Gratis novelle

Lillejuleaften og tid til at begave nye og gamle læsere med en oldie, but goodie (eller er det omvendt?).

Jeg har i alt fald støvet en novelle af, der første gang så lyset i starten af årtusindet i tidsskriftet Øverste Kirurgiske. Den hedder Hibiscus rosasinensis, der er det fornemme navn for hawaiiblomst. Jeg gætter på, at den er rød, som denher:

Novellen rummer en hel del inspiration fra Forfatterskolen – skæve eksistenser, Poul Borums legendariske, bogfyldte lejlighed og min egen første (ret bogmagre) lejlighed i København NV. Tæt på Tuborgvej. Og ikke mindst skrive- og ordnørderi, overført på min unavngivne hovedperson.

Formatet er pdf, som bør kunne læses af alle med Adobe Reader installeret. Det er blot at klikke på linket herunder og downloade: Gratis novelle – klik her.

Glædelig jul og godt nytår til alle fra den mønske skrivepult.

Gratis novelle i december
I oktober 2014 rundede salget af Vildveje 200 eksemplarer. Jeg er meget glad og taknemmelig for interessen for min første e-bog. Da 2014 ikke skal passere uden nye udgivelser, vil jeg inden årets udgang lægge en novelle ud, som kan downloades gratis. Jeg skriver naturligvis et indlæg, så snart den bliver tilgængelig på www.gopubli.sh.

Imens, et “dagene-går-på-hæld” snapshot med strandfund. God læselyst 🙂

Opfølgning på Indie Books med bogkortet
Fra marts 2015 bliver det muligt for underskoven af mikroforlag og selvudgivere at komme på hylderne hos Arnold Busck. Det har det også været førhen, f.eks. i form af en kommissionsaftale med de enkelte butikker. Nu formaliseres metoden ved hjælp af et såkaldt bogkort, som repræsenterer den fysiske bog i butikken. Kunden bruger kortet, der trykkes i farver og er lavet af stift karton, til at orientere sig om produktet. Man kan naturligvis ikke bladre i bogen, og som kunde må man også vente på at få sin vare i hånden, da den først skal bestilles hjem. Men et bogkort udbreder kendskabet til den “smalle” udgivelse og forhåbentlig også salget af den.

Læs mere her om det interessante tiltag. Det er en positiv udvikling for alle, der allerede har eller påtænker at udgive egne værker uden om de store forlag. I første omgang er bogkortet til papirbøger samt e-bogs-versionerne af disse.

Bogkortet er blevet til ved et samarbejde mellem forfatternetværket NewPub, Dansk Forfatterforening og Arnold Busck.

Brøgger-biografi – til forfatterens fyldte 40. år
“Jamen, der er jo ikke sket en skid,” citeres Suzanne Brøgger for at have svaret på, hvorfor forfatter Louise Zeuthen ikke skulle inkludere årene derefter i biografien Krukke. Det var dog ikke stof, Louise Zeuthen kom til at mangle, idet hun angiveligt fik adgang til ti flyttekasser med personlige breve, dagbøger og fotos. Læs, og hør mere om den roste biografi her, som udkom i september 2014.

En indadvendt forfatter
Forfatterskolens årgang 1995-1997 – altså min – havde besøg af flere kendte danske forfattere, f.eks Peer Hultberg, Solvej Balle, Peter Laugesen, Kirsten Thorup og Suzanne Brøgger (SB). En sort-hvid reklameposter, hvor SB optrådte nøgen bortset fra et par glimmertrusser bag et gennemsigtigt negligé, havde fæstnet sig i min barnehukommelse. Der var imidlertid klar forskel på den kvinde, jeg havde forventet at møde ud fra romanerne, og på vores eftermiddagsgæst. SB var inviteret til at fortælle om “det private”. Det vil sige om at bruge sit eget, nære families og kæresters liv i skrivningen.

Vi blev klogere på, at det havde sine omkostninger at operere i krydsfeltet mellem virkelighed og fiktion. Ud over det ønskede SB at få noget med hjem. Nu havde vi “hørt om hende”, hvorefter det var vores tur til hver især at fortælle, hvem vi var. Noget for noget, fair nok.

Foto: Kevin VelVaneille (Creative Commons)

“Er dine romaner selvbiografiske?”
Amerikaneren Jonathan Franzen (bla. Frihed) diskuterer dette hyppigt stillede spørgsmål i essayet Om selvbiografisk skønlitteratur (findes i Længere væk, Gyldendal 2013). Han undgår det gerne og oversætter det ironisk til: “Er dette virkeligt et skønlitterært værk, eller er det bare en slet kamufleret fortælling om dit eget liv?”

Videre beskriver han sine tanker og overvejelser om f.eks. at bruge private familieepisoder i en offentliggjort historie. Mere konkret: “Er jeg villig til at løbe risikoen for at miste nogen som jeg holder af, for at kunne fortsætte med at være den forfatter som jeg har brug for at være?” Det spørgsmål har affødt flere svar på forskellige stadier i Jonathan Franzens professionelle liv, blandt andet i forhold til hans ekskone. Af essayet fremgår det, at det tog forfatteren en del tid at bryde divserse barrierer af skam, loyalitet og skyldfølelse. Jonathan Franzen erkender, at hans romaner er ekstremt selvbiografiske og på sæt og vis en personlig kamp. Der lyder unægtelig som hårdt arbejde.

Foto: Dennis van Zuijlekom

Levet liv kontra skrift
Jeg skriver også ud fra mine egne erfaringer, og jeg gør mig undervejs i skriveprocessen også tanker om mulige reaktioner og tolkninger af teksterne. Fra tidligere at have fravalgt biologiske forældre til mine hovedpersoner ved hjælp af grebene adoption eller tidlig død, kan jeg konstatere, at jeg i den roman, som jeg aktuelt skriver på, er skiftet til 1) en mortype, der tydeligvis er forskellig fra min egen, 2) en praktisk talt fysisk og mentalt fraværende far (dog med én karakteristisk interesse intakt) og 3) en stedfartype, der tydeligvis er forskellig fra den stedfar, jeg åbenlyst ikke selv har. Et andet trick er at opkoncentrere og syntetisere flere personer fra ens eget liv til flere romanpersoner. På den måde kan ingen påstå, at de er afbildet direkte i form af A, snarere som en del af både A, B og C. Hvorfor alt dette besvær? Helt sikkert af årsager, der minder om de nævnte overvejelser i Jonathan Franzens essay. Og fordi man måske er i gang med at arbejde på sit eget livs historie, når man skriver. Det indebærer omskrivninger, fantasirejser, usandsynlige sammentræf og søgen efter netop hemmeligheder og skamfulde momenter.