Status på udgivelsesfronten

Et strejf af vanvid i proces

Min første soloudgivelse i form af en papirbog ser ud til at blive klar til salg midt i november 2018. E-bogen kommer lidt senere, begge via selvudigverforlaget BoD.

Den fysiske bog bliver mulig at købe på internettet på de mest almindelige portaler samt hos din lokale boghandler, som bestiller den hjem til dig.

Forside Et strejf af vanvid

Bogen er en paperback på ca. 250 sider. Her ses forsiden, der er blevet til i samarbejde med grafikeren på BooksOnDemand på basis af mit eget foto og oplæg.

I skrivende stund er bogen linet op til prøvetryk, og produktionen foregår i Tyskland. Jeg er naturligvis meget spændt på at få første eksemplar i hånden. Af erfaring ved jeg, at der kan ske lidt af hvert, når trykkeriet har været inde over første gang.

 

 

Gratis noveller

Der ligger p.t. to historier, der kan hentes her på siden. De er i pdf-format. God fornøjelse.

Ny udgave af Vildveje

Min erotiske novellesamling fra 2013, hvoraf flere af historierne stammer tilbage fra antologien KYS nr. fra 2006, har fået et mindre brush-up. Den udgives nu også via BoD og har fået ny pris. BoD er i gang med at udvide deres netboghandel med e-bøger, indtil videre kan den findes på de øvrige platforme, f.eks. arnoldbusck.dk.

Et strejf af vanvid

Sådan lyder titlen på min kommende udgivelse med undertitlen:
To fortællinger om forelskelse

Bogen udgives via Books on Demand og kommer både som e-bog og på papir.

Udgivelsesdato: Dette efterår, kommer snart!

Mens jeg sveder over redigeringsrunde 2 og bagsidetekst, kommer her en snas fra novellen Ringvejen.

“Senere fik jeg mærkværdigt nok lov til at købe sodavand til os. Rene havde ikke rykket stort på sig og hang nu ud med sine faste venner. Linda havde ikke præciseret, hvorfor han var en orm. Alt, hvad han havde gjort, var at spørge om, jeg var med på et spil pool. Vent. Havde han? Jeg lod mønterne klirre mod hinanden i lommen. Næeh? Næh. Det havde været ordløst. Som når Toni fandt Gitte på banen. Leverede en perfekt stikning fremefter med en timing, hun ikke kunne gøre rede for. Andet end, at de havde spillet sammen siden de var fem-seks år. Joeh, de havde visse aftaler, diskrete fagter. Men af og til ingenting og modstanderen var prisgivet vores anførers intuition, når de først var blevet afdriblet inde på vores banehalvdel.

Rene sansede, at nogen gloede. Han var ikke sen til at anbringe sig i det zigzagmønster, jeg tegnede på min vej tilbage til den store sal med en cola i hver hånd. Revanche? spurgte han optimistisk. Så meget revanche, svarede jeg.”
(Copyright Marianne Lapp 2018)

 

 

 

 

VordingBOGMESSE

Den 3. november 2018 slår Kulturarkaden i Vordingborg dørene op for den første lokale bogmesse af sin art for forfattere på Sydsjælland, Møn, Lolland og Falster.

Bogmessen er for skøn- og faglitteratur, for børne- og voksenlitteratur. Jeg deltager på en stand med mine udgivelser og holder evt. et oplæg på 20-25-minutter.

Der er gratis adgang til VordingBOGMESSE. Læs mere her: VordingBOGMESSE

Messen er resultatet af et samarbejde med Vordingborg Bibliotek og NewPub Sydsjælland, som jeg er en del af. Der kommer dog ikke kun selvudgivere. Trækplasteret bliver Knud Romer, der blev landskendt for romanen “Den som blinker er bange for døden”, som er stærkt inspireret af Romers opvækst i Nykøbing F.

Herunder dagens inspiration i den afsluttende redigeringsfase af min novellesamling, der har fået arbejdstitlen “Før eller siden”.

20180824_1356371-e1535124443918.jpg

Figaros bryllup

Novellesamling i 2018

Jeg har forårsglad indgået aftale med Books on Demand (BoD) om udgivelse af en novellesamling. Udgivelsen vil ske omkring den første bogfestival i Vordingborg lørdag den 3. november 2018, der arrangeres af Vordingborg Bibliotek og den lokale NewPub-gruppe.

Begge dele er spændende projekter, og selve indholdet af samlingen har taget form. Temaet er parløb, kærlighed og forunderlige konstellationer. Bogen var oprindelig planlagt til den netop overståede festival for kærlighedslitteratur, Kær-Litt, der foregik på Fuglsang Herregård på Lolland. Hurra for driftige forfattere og iværksættere her sydpå.

Dagens skriveinspiration og -temaer

  • At vide, når man fandt slutningen på en længere historie, fordi der dukkede en elegant ringforbindelse op
  • Mentale besøg i København: Mit gamle gårdmiljø på Vesterbro, Tivoli ved vintertide, Østerbro, en lille butik (hvor jeg gav en hånd i 1995), Brønshøj (hvor min mor voksede op), IT-universitetet på Amager (!)
foto af Marianne Lapp

Energi – endnu en inspiration

 

 

Bloggen starter igen

Efter en sommerpause starter min blog igen. Som opvarmning til “Hvad kan man skrive 2” kommer et par citater og tekster, der inspirerer mig i skrivearbejdet.

Når plotstyringen holder en halv (eller hel) dag fri
“I begin with an idea and then it becomes something else” (Pablo Picasso)

Personen Aslaug om at rejse 
“You have nightmares in strange beds”

Personen Nilan om sig selv
“Jeg kan modstå alt, undtagen fristelser” (tyvstjålet fra Oscar Wilde)

To værker
Roman 1: Filmen Lost in translastion af Sofia Coppola
Roman 2: Novellen Haven med forgrenede gange af Jorge Luis Borges

En gammel kending
“If you did not write every day, the poisons would accumulate and you would begin to die, or act crazy or both – you must stay drunk on writing so reality cannot destroy you” (Ray Bradbury)

Endnu en gammel kending
“Elsk, og gør som du vil” (Augustin)

Naturen
SAM_1201

 

 

 

 

 

Kan man skrive det?

Selvfølgelig kan man skrive, hvad man lyster. Det er bare at trykke på tasterne eller gribe blyanten. Kan man udgive en hvilken som helst tekst? Nemt. Man trykker bare på nogle andre taster, og vupti er den ude på et socialt medie med mange tusinde, potentielle læsere. Eller vupti får man et trykkeri til at frembringe en fysisk bog eller pamflet, hvorefter man stiller sig på det nærmeste torv og deler den gratis ud.

Hvad kan man tillade sig at skrive? Da jeg gik på Forfatterskolen, berørte vi emnet. Men ikke ret mange gange.

Tekst, som er selvbiografisk – selvoplevet og 1-1. Intet er gjort for at skjule eller ændre dette. Jah. Men er den pokkers interessant? Hvornår er noget privat, hvornår er det personligt, hvornår er det almenmenneskelige erfaringer, andre kan drage nytte af? Det må komme an på udførelsen og indholdet.

  • Hvis det drejer sig om gode råd om at bo på landet, og de er mine, vil jeg kalde det faglitteratur. Så er den sag klaret. Det kan man godt. Hvis det er 1-1 selvoplevet? Kan bruges i afmålte doser. Jeg sørger automatisk for at sløre detaljerne, inden det ender i et fiktionsværk.

Tekst, eller del af tekst, der beskriver noget i teorien vildt urealistisk. Som ikke desto mindre er noget forfatteren selv har set/oplevet. Meget let: det kan man ikke. Det skete i virkeligheden, fint nok. I en tekst virker optrinnet fortænkt.

  • Af og til sker der vanvittige ting omkring os. Vi morer os, undrer os og fortæller det glad videre til venner og familie. Men det kan ikke bruges litterært. Virkeligheden overgår ALTID fiktionen. Heldigvis.

Tekst med en såkaldt dobbeltkontrakt. I Peter Høegs De måske egnede deler hovedpersonen navn og fødelsestidspunkt med forfatteren. Dobbeltkontrakt går gerne ud på, at forfatteren både påstår, at et værk er virkelighed, og at værket er fiktion og slet ikke handler om forfatteren. I Peter Høegs tilfælde meldte han først ud til offentligheden, at han selv var adopteret, akkurat som bogens hovedperson. Sidenhen dementerede han dette. Så jo, det kan man. Andre eksempler er værker af Suzanne Brøgger og Karl Ove Knausgaard.

  • Jeg tænker på grebet/tricket som et drillende svar på det evige spørgsmål om, hvor meget, der er selvoplevet i en tekst. Det dukker ALTID op. Måske indebærer en dobbeltkontrakt en frihed og en magt, jeg endnu ikke har set fidusen i. Men behovet for en person med mit eget navn eller initialer ligger mig umiddelbart fjernt.

Tekst med provokerende standpunkter eller indhold. I disse uger kører en debat i danske litteraturkredse om, hvorvidt man som forfatter kan “tillade sig” at indtage politisk ukorrekte holdninger og f.eks. tematisere racismen i os alle – i dette tilfælde Christina Hagen i bogen Jungle. Social kontrol forfattere imellem er blevet diskuteret. I en artikel i Weekendavisen fra uge 17 nævner Lars K. Laustsen blandt andet, at man som aspirerende forfatter helt naturligt vil orientere sig i forhold til den litterære tradition. Danmark ér et lille sprogområde, og det ér muligt at falde udenfor.

  • Der er flere lag og vinkler i dette. Det optager mig mest, at man som forfatter måske ikke kan tillade sig at have personer, der udtrykker diverse upopulære holdninger eller opfører sig amoralsk. (Og man bør slet ikke prikke til sine kollegaer: “Hvorfor skriver I ikke om det her? Hvorfor er I berøringsangste?”) Jeg har i forvejen en afvigende baggrund, har ikke brug for at gå i med tapetet og skrive på en bestemt måde eller om bestemte emner (tror jeg da). Men under min skriveproces har følgende strejfet mig: Når jeg lader min hovedperson tænke og mene dette, vil læseren så tro, at jeg mener det samme? For det er en jeg-person. En kvinde med visse lighedstræk med mig selv. Kan jeg det? Ja. Jeg erindrer ingen Forfatterskole-diskussioner herom. Men der er sket noget inden for politisk korrekthed i løbet af 20 år, som gør, at tanken melder sig. Den får mig dog ikke til at ændre på mine romanpersoners religion, opførsel, nationalitet osv. Hvis en læser vil læse noget bestemt ind i en tekst, kan man ikke forhindre ham/hende i det.Der er desuden forskellige intensioner. F.eks. mener nogle anmeldere, at Jungle er “programmisk” og “vildt iscenesat”, således at den politiske ukorrekthed bliver en æstetisk strategi. Den mistanke vil man ikke få i mine tekster, så meget kan jeg roligt afsløre. Jeg har ikke læst Christina Hagens bøger, men det lader til, at formen tager opmærksomheden fra historien. Mit fokus er fortællingen. Hvis jeg skal overskride grænser, er det først og fremmest mine egne.

Meget af dette synes at kredse om forfatterpositionen. Den velkendte, man kan gemme sig bag, imens man udsender kaskader af ord, standpunkter, programmer osv. under dække af, at det “jo bare er en historie”. At det ikke er virkeligt. I næste indlæg – mere om fiktion kontra virkelighed og forfatterens frihed til frie synspunkter.

Skriveprocesser – ting tager tid

Bloggen har ligget meget stille alt for længe. Tid til at sætte den i fornyede omdrejninger. 

Jeg skriver selv meget for tiden og falder pudsigt nok over artikler, der beskriver andre forfatteres erfaringer med selve skriveprocessen. 

Morten Ramsland

Morten Ramsland er bogaktuel med romanen “Æg”, der udkommer den 24. marts 2017. Morten slog for alvor igennem med “Hundehoved” i 1998. Seks år forinden mødte jeg Morten på Danebod Højskole, hvor vi havde valgt samme fag: skriveværksted, teater og maleværksted. I artiklen fra Århus Stiftstidende beskriver han selv den skrivestil, jeg tydeligt husker fra dengang, nemlig fantasifuld og vildtvoksende – dragende prosadigte.

Morten Ramsland er typisk 5-6 år om at skrive en roman. Han skriver langt og må af og til skære lange spor fra, der ikke passer til den aktuelle roman. Mange omskrivninger er nødvendige for især at stramme sproget op. Jeg kan relatere til flere af disse “genvordigheder”. Måske fordi man i procssen først og fremmest fokuserer på historiens forløb og lader den tage afstikkere. Dernæst kommer sproget og finesserne i strukturen. Læs artiklen her.

George Saunders

Artiklen fra The Guardian (Hvad forfattere i virkeligheden gør, når de skriver) er skrevet af amerikaneren George Saunders. Den handler blandt andet om hans første roman “Lincoln in the Bardo”. Bogen var 20 år undervejs, dog mest i forfatterens tanker. Før den udkom i år, har George Saunders udgivet noveller og essays. 

George Saunders beskriver akkurat som Morten Ramsland en proces, der omfatter mange om- og gennemskrivninger. Han kalder det en tilnærmelsesproces, hvor teksten ændres grundigt og på grænsende til det tvangsprægede, indtil hans indre vurderingspil peger mod plus og ikke minus. Ifølge forfatteren betyder metoden, at teksten mere specifik, mindre overdreven og sentimental, og dovne udsagn overlever ikke i det lange løb.
Læs artiklen her.

Stephen King

Om Stephen King er typen, der minutiøst skriver om gang på gang, skal jeg ikke kunne sige. Dog tyder den imponerede bibliografi – mere end 40 bøger plus det løse – på god og stadig fremdrift. Dog har King udtalt, at han ofte begynder på en historie uden at kende slutningen på forhånd. Måske har han også et lille lager af plotblindgyder liggende?

Ting-tager-tid temaet kommer ind på anden vis end omstændelige omskrivninger. I efterordet til romanen “22.11.63”, fortæller Stephen King, at han begyndte på romanen i 1972. Han droppede projektet, da han på grund af sit fuldtidsarbejde som underviser indså, at han ikke havde tid til den nødvendige research. Bogen er centreret om mordet på præsident Kennedy og foregår i årene op til begivenheden. Da Stephen King genoptog bogen, ansatte han en god ven til at foretage den historiske research. “22.11.63” udkom på dansk i 2013 og kan anbefales, hvis man er fan af “Tilbage til fremtiden”-filmene. 

Skrivning 2015

Opdatering på romanarbejdet

Arbejdet på min roman En smuk dag er gået ind i en ny fase. En håndfuld prøvelæsere er blevet udsat for indledningen og stiller naturligvis en stribe gode spørgsmål. En uges skriverefugie på Hald Hovedgaard gav som altid et bedre overblik, og jeg afsatte tid til at gruble over utilfredsstillende plotelementer. Når man har skrevet på en historie i seks år, er der uundgåeligt en del tråde og ideer, som ikke længere passer sammen. Og kasserede løsninger skal erstattes med nye, der helst ikke involverer for mange justeringer. Er manuskriptet helt færdig? Ikke helt. Det bliver det i løbet af juli måned.

Hald Hovedgaard

Hald Hovedgaard

Forlagshenvendelse

Et mindre forlag har udvist interesse for romanen efter at have læst en af mine tekster i antologien Kys nr. 1-700. Det speeder naturligvis nogle processer op, herunder overvejelser om overordnede temaer, titlen og mulige markedsføringsscenarier. Om forlaget og jeg ser den samme bog for os vil vise sig i løbet af de næste par måneder. Indtil da vil jeg ikke røbe, hvem der allerede har en snøre ude.

Så hvad er det for en bog?

En smuk dag er en arbejdstitel, som jeg indrømmer ikke er hverken fængende eller giver et klart hint om indholdet. Men et eller andet skal barnet jo hedde. En smuk dag handler om tre veninder først i 30’erne, deres historier, deres fælles fritidsprojekt – et konsulentfirma, der giver tips og råd til singler – samt hovedpersonen Aslaugs pendulering mellem frihed og forpligtelse.

Måske aller mest om at søge og at finde. Den starter i Asien og slutter i Jylland. Der er som altid afdækning af hemmeligheder, kærlighedsforviklinger, rejser og møder.