Ude i verden nu
Vildveje i indiekampagne hos A. Busck
Sensommer – Indian summer – tid til at fordybe sig i bøger fra mikroforlag og selvudgivere, både papirbøger og e-bøger. Kampagnen lanceres med mottoet “Mere mellem linjerne” og løber fra 2. september og ti uger frem.
Indie hva’ for noget?
Det er dog ikke årstiden, som har lagt navn til initiativet mellem NewPub og boghandlerkæden A. Busck. “Indie” bruges på engelsk og amerikansk som forkortelse for “independent”, dvs. uafhængig. Samtlige bøger, som ekstraordinært stilles i laden på Købmagergade i København og promoveres på A. Busck’s webshop, har det til fælles, at de ikke er udgivet via etablerede forlag.
Læs mere om kampagnen her.
Slagtilbud?
Vildveje er desværre ikke på tilbud i denne omgang. Prisen er den samme hos gopubli.sh som hos A. Busck. Kampagnens formål er at udbrede den måske oversete og smalle litteratur og afdække underskoven af forfattere, som det litterære landskab byder på.
Lokalisér Vildveje hos A. Busck
E-bøgerne er ordnet efter forlag her.
Scroll lidt ned. Vildveje står under “Forlaget gopubli.sh ApS”.
Da Vildveje ikke findes som papirbog, kan den ikke købes i en fysisk butik.
Erotiske noveller
I juli udkommer min første e-bog Vildveje, som jeg selvudgiver via gopubli.sh.
Alt salg og teknik varetages af gopubli.sh.
Vildvejes indhold
Bogen indeholder syv noveller, der alle tematisk er centreret om sex, romantik og tiltrækning.
Et andet tema er fantasi og fremmede omgivelser.
Ud over at foregå i Danmark i fortid og nutid, sendes læseren på lystrejser til blandt andet Paris, Budapest og Peru.
Nyreviderede noveller og to nye
Fem af novellerne er tidligere trykt i antologien Kys nr. 1-700 fra 2006 (paperback). Disse er reviderede i forhold til den oprindelige version. Du kan enten stifte bekendtskab med dem for første gang. Eller det kan blive et kærkomment gensyn på et nyt medie, e-bogen.
De sidste to noveller i Vildveje er ikke tidligere publiceret.
Forsidefoto
Maleren og fotografen Jan Hanzen er ophavsmand til det flotte forsidefoto. Hvis ben, der har stået model, er indtil videre en velbevaret hemmelighed.
Om Kys nr. 1-700
I 2006-2007 blev der solgt ca. 700 eksemplarer af Kys nr. 1-700. Bøgerne er individuelt nummererede, og samlingen er udarbejdet af litteraturgruppen Nyord. Kys nr. 1-700 er udsolgt fra Forlaget Natskyggen og kan lånes på biblioteket.