Når jeg lader karakterer møde hinanden, kender jeg dem ofte ikke særligt godt. Der er lidt eksperiment over det. Udvælg, bland mere eller mindre blidt, rør rundt og afvent spændt – observer og noter. Et møde giver mulighed for at lade en karakter traske uvidende og uforberedt ind hen over et usynligt skel: “Før jeg kendte dig, så min verden anderledes ud”. Hvorfor ved jeg som regel, hvor og hvordan mine kærestepar – både bi- og hovedpersoner – har mødt hinanden? Jeg ved det ikke, det er bare sjovt at vide og kommer helt af sig selv. Til de næste par dage har jeg fundet nogle eksempler frem fra eget lager og kigger nærmere på scenens funktion.

Drama fra første minut

115 sider inde i romanen Jane Eyre, der er godt 500 sider lang, synes forfatteren, at det er på tide fysisk at introducere helt og heltinde for hinanden. (Man kan diskutere om Mr. Rochester, Janes boss og love interest, er en klassisk helt – der er også andre om buddet, men ok. Det er han jo.) Deres skumringsmøde på en sti savner ikke gotiske elementer: Tåge, vild trampen af hestehove, en Baskerville-agtig hund i fuldt firspring, en mørk rytter, hvis hest stejler for fødderne af den unge pige. Guvernanten Jane bor afsondret på et dystert gods sammen med en lille flok tjenestefolk og sin elev – oplever sjældent noget nyt eller bare tilnærmelsesvis spændende. Før hun ser af det, ligger en mand roder på jorden med forstuvet ankel og skal have hjælp til at komme tilbage i sadlen. Da Jane kommer hjem fra sin spadseretur, indser hun, at hun har mødt og talt med husets – halvmytiske – herre, som er gnaven af h til. Så er vi ligesom i gang – med de to karakterer.

Fra Jane Eyre – The graphic novel (Charlotte Brontë) udgivet af Classical Comics Ltd.