En litteratur-tur til Dublin

Irlands hovedstad er andet end Guinness og pubber – selvom begge dele måske er medskyldige i mængden af stærke litterære stemmer, både nutidige og fortidige.

Steder, hvor man kan på nørdet vis kan dykke ned i kendte ireres liv og værker:

  • Litteraturmuseet (The Museum of Literature Ireland)
  • James Joyce Centre
  • Litterær pubcrawl (Dublin Literary Pub Crawl)
  • Oscar Wilde House
  • Trinity College – Book of Kells og det gamle bibliotek
  • Man kan overnatte på Trinity College centralt i byen og snuse til atmosfære på universitetet, hvis elever tæller Samuel Beckett, Sally Rooney, Oscar Wilde og Bram Stoker (ham med Dracula), Jonathan Swift (ham med Gullivers rejser)

James Joyce (1882-1941, forfatter til Ulysses, Dublinfortællinger, Finnegans Wake m.fl.)

Jamens Joyce tilbragte det meste af sit voksenliv i andre lande end Irland, men genbesøgte sin ungdoms gader, huse og institutioner – og familiemedlemmer og venner – i sine værker. Som han forklarede:

“Hvad angår mig selv så skriver jeg altid om Dublin, for hvis jeg kan nå ind til hjertet af Dublin kan jeg nu ind til hjertet af alle byerne i verden. I det partikulære er indeholdt det universelle.”

Flere af James Joyces værker er eksperimenterende og mere eller mindre svært tilgængelige. Ulysses blev udgivet i Paris i 1922, men blev forbudt i England og USA i en årrække på grund af “moralsk forargeligt indhold”. En kvindes bevidsthedsstrøm (fra et meget kendt kapitel) vil næppe chokere mange mennesker i dag.

På Forfatterskolen blev vi i introugen (i 1995) præsenteret for en bid af Finnegans Wake i dansk gendigtning, læst op af Peter Laugesen. Det var meget musikalsk og jævnt uforståeligt. Den over 800 sider lange roman minder mest om en drøm – ulogisk, ukronologisk og mystisk – og tilmed skrevet på flere sprog. Laugesen arbejder efter sigende stadig på opgaven.

Sally Rooney (1991- , forfatter til Normale mennesker, Samtaler med venner, Intermezzo)

Roony blev i 2022 kåret af Times Magazine som en af 100 mest indflydelsesrige mennesker i den globale kulturverden. Hun beskriver tilværelsen for yngre mennesker med fokus på kærlighed, sex og følelser. Normale mennesker er filmatiseret, og den roste serie om skolekammeraterne Marianne og Connells komplicerede forhold kan ses på DR-TV.