Dublin-stjerner – stadig aktuelle – 2

2024-horrorfilm med nik til roman fra 1890

Anmelderne af filmen The Substance nævner blandt andet Oscar Wildes gotiske roman, Billedet af Dorian Gray, som kunstnerisk forbindelse og inspirationskilde. I filmen jagter en falleret filmstjerne fortidens stramme udseende og “føder” en rynkefri og fuldt ud levende version af sig selv. Alter egoet sendes ud i verden halvdelen af tiden for at høste berømmelse og anerkendelse. Det går naturligvis galt, fordi deleordningen brydes.

I romanen af Oscar Wilde overbevises Dorian Gray om, at skønhed og ungdom er den ultimative kapital i tilværelsen. Når disse ting forsvinder, ruineres ens eksistens. Dorian er rædselsslagen ved tanken om at ende som et runkent æble. Han indgår en pagt, hvor et malet portræt af ham ældes, mens han selv bevarer sit unge ydre. Dorian udvikler sig til en hensynsløs og amoralsk livsnyder, og billedet af ham bliver mere og mere hæsligt. Som i The Substance betaler hovedpersonen for sin dubiøse pagt med undergang og død (kan jeg vist godt tillade mig at afsløre).

Biblioteket på Trinity College, Dublin – foto af Thomas Bormans (Unsplash)

Vittig mand og ikonisk livsforløb

Oscar Wilde blev født i det bedre borgerskab i Dublin i 1854. En statue på Merrion Square, skråt overfor hans barndomshjem, hylder forfatterens flamboyante og selvbevidste stil. Ud over ovennævnte roman skrev Wilde digte og en række skuespil om overklassen. Han turnerede i USA med foredrag. På den litterære pubcrawl i Dublin indgår oplæsning af et af hans breve, som på humoristisk vis beskriver opholdet i en fjern flække set med aristokratisk kunstners øjne.

Et romantisk forhold til en anden mand sendte Oscar Wilde en offentlig skandale og flere retssager på halsen, og han endte i fængsel for sin livsførelse. Wilde døde fysisk nedbrudt af to års strafarbejde, da han var 46 år. Hans begivenhedsrige liv har været filmatiseret flere gange og kaster stadig værker af sig:

Wilde-film (udvalg)

Oscar Wilde about America (2024)
Oscar Wilde retraces his 1882 American tour as a present day cross-country roadtrip.

The Happy Prince (2018)
The untold story of the last days in the tragic times of Oscar Wilde, a person who observes his own failure with ironic distance and regards the difficulties that beset his life with detachment and humor.

Wilde (1996)
The turmoil in poet/playwright Oscar Wilde’s life after he discovers his homosexuality.

Dublin-stjerner – stadig aktuelle – 1

Mesterlig novellesamling af James Joyce

I 2023 udkom to danske nyoversættelser af forfatterens Dublinfortællinger – nærmest oveni hinanden.

Begge udgaver (People’s og Turbine) har fået titlen Dublinere. I begyndelsen af 1900-tallet var det svært for Joyce at få bogen udgivet. Det lykkedes efter syv år, og den er spækket med kvalitetsfortællinger. Overskriften i Politikens anmeldelse (23.12.2023) lyder: “Verdens bedste julenovelle kulminerer på et hotelværelse”.

Link til anmeldelser her: Bog.nu – oversat af Karsten Sand Iversen

Bonusinfo: Joyce opfandt en del ord i Finnegans Wake, blandt andet “quark”. Quark (dansk kvark) blev senere navnet på en elementarpartikel. Dvs. en af de mange spøjse byggesten i alle stoffer i universet a la elektroner og protoner – bare ubegribeligt lille.