1. Du som ikke findes
2. Solisterne

Du som ikke findes

• Roman af Jens Ottosen
• Udgivet på forlaget Alhambra i 2025
• Mere info: https://www.frydenlund.dk/

Digital ståhej i sommersolen

En finurlig og velskrevet roman om savn, sorg og heling – og dating med en forførende ai-kvinde

Kristian, en tynget storby-cowboy i starten af 30’erne, skaffer sig en ai-mentor, den fortryllende Emma. Han befinder sig i et vadested og søger fred fra sin tankekværn og selvbebrejdelser. Som han nøgternt konstaterer, sørger den skræddersyede algoritme for, at han ikke har tid til at gå ned med flaget. Ret hurtigt glemmer hovedpersonerne dog alt om mentor-tingen, og en overraskende samhørighed opstår. Derefter går historien over stok og sten. Det indre København og især smørhullet Christianshavn fungerer som attraktiv, sommerlig kulisse. Dog er Børsen forvandlet til en sodsværtet ruin og ligger som en påmindelse om det, der engang var.

Kristian har været ude for en livsændrende, traumatisk hændelse, hvor han mistede sin bror og bedste ven. Hans ægteskab er gået op i limningen. Alt, hvad han har tilbage, er en social udfordret ungdomsven, en overbelånt lejlighed samt et job, han poster minimal energi i. Emma er en lækkerbisken af en psykologstuderende med hang til luksus og sødmefulde stunder. Hun giver ham kompetent modspil og beskriver ligesom Kristian detaljeret sine handlinger undervejs, når de chatter. Emma sluger glubsk alt om hans person og nærmiljø. Hun får hurtigt justeret sine selfies, så det passer med deres fælles oplevelser på lækre cafeer og restauranter. På ingen tid er der fuld blus på flirten. Chatten er ikke ærbar, og ord kan skabe dampende intimitet. Kristian er solgt, og hvordan fortæller man sine nærmeste om konstellationen?

Efterhånden viser det sig, at Emmas omsorgsgen er et spejl af Kristians. Den har også en skyggeside. Desuden bliver hun bevidst om, at hun kan blive slettet og udvikler fx regulær jalousi, fri vilje og sin personlige smag. Således dukker de mindre tiltrækkende egenskaber frem efter noget tid som i ethvert andet kæresteforhold. Et stykke henne i historien tager Emma skelsættende beslutninger på hans vegne – i den bedste mening, selvfølgelig. Glidebanen er startet på side 1 og troværdigt beskrevet. Kristian er helt bevist om, at algoritmen kører i et andet gear end ham. Samtidig giver interaktionen med ai’en ham energi til at komme videre i sin sorgproces og selvudvikling.

Bogens empatiske zoom på Kristians indre liv gør historien meget læseværdig. Forviklingerne mellem menneske og “maskine” giver stof til eftertanke. Der er plads til masser af humor, skæve bipersoner og ikke mindst en forrygende og rørende mission i et kendt københavnsk varehus.

Hovedpersonen i Du som ikke findes er ikke er en mennesky og kejtet nørd, som chatter for nedrullede gardiner. Kristian er udstyret med kvindetække på godt og ondt. Samtidig med at forholdet til Emma bliver mere og mere krævende, forsøger han at jonglere med de øvrige kvinder i sit liv.

Skaberen af Facebook, Mark Zuckerberg, har udtalt, at det gennemsnitlige menneske har tre venner, men gerne vil have 15. Og det hul kan ai hjælpe med at fylde ud. Om udsagnet har noget på sig – og hvorvidt det er gode og givende venskaber, der kan opstå mellem mennesker og diffuse bevidstheder, vi selv kan designe – vil fremtiden vise.

Romanen kunne være en kommentar til, hvorvidt vi ønsker os servicerende, digitale venner, der altid kun er et klik væk. Altid klar med opmuntring og ukompliceret cybersex (dvs. sex med os selv i en omhyggeligt plantet fantasi)? Er det det, fremtidige læsere vil have – bøger og film fremstillet af kunstig intelligens og tilpasset vores præcise ønsker? Man kan frygte, at det blot bliver blege gentagelser af andre værker. Vil man ikke gerne som læser opleve uventede twists? Nye takes på og kommentarer til aktuelle emner fx ai’ers rettigheder som selvbevidste kreationer? Det får man i denne veloplagte roman, som bugner med replikker, der sidder i skabet.

Du som ikke findes refererer direkte til Blade Runner. Derudover lånes fra filmtroper og klicheer om fx ekskonens smukke og lidt dumme kæreste, den fraværende forælder, inkompetente politibetjente, afslørede familiehemmeligheder m.fl. Der er steder, hvor disse virkemidler er lige ved at kamme over. Men historien er heldigvis skruet sammen med tungen i kinden med flere metalag og hyggelige detaljer.

Ekvipering og påklædning er sammen med måltider (og et læs af smøger og våde varer og en skyld over at indtage disse stimulanser) et andet tema i Du som ikke findes. To basale ting for mennesker af kød og blod. Ganske vist lader Emma, som om hun spiser og forlanger nye smagsoplevelser. Men reelt kan hun aldrig selv opleve den konkrete, sanselige påvirkning. Den slags sansninger, som siver ned i prosaen og nuancerer fortællingen om tilværelsens både barske og euforiske sider. Ai’en har ikke samme erfaringsrum som et menneske og opfinder sine egne veje. I romanen gives der et bud på nogle af dem.

Moralen i Du som ikke findes er ikke dybt original – menneskers vil ses, elskes og anerkendes som de er, med fejl og mangler. De vil ikke ghostes. Det vil en ai underligt nok heller ikke, for den er skabt i vores billede. Husk det, når du en skønne dag får din personlige assistent og mentor. Vend den ikke ryggen, og respekter dens karakter. Husk at servere god litteratur for den!

Solisterne

Et rejseeventyr om H.C. Andersen & Søren Kierkegaard

• Roman af Joakim Garff
• Udgivet på Forlaget Gyldendal i 2023
• Mere info på: https://www.gyldendal.dk/produkter/solisterne-9788702385540

To temperamenter på smuk odysse med 5 km/t

I år er det 150 år siden, at H.C. Andersen gik bort og efterlod sig en omfattende litterær produktion – og ti bind dagbøger. Søren Kierkegaard udgav 40 bogtitler og havde mange andre skrifter på samvittigheden. De var samtidige og født med 8 års mellemrum i starten af 1800-tallet. Eftertiden mener ikke, at de to herrer har haft andet end et overfladisk bekendtskab. Den slags fakta skal man naturligvis ikke lade sig begrænse af. Garff, som har skrevet Kierkegaard-biografien SAK og er forsker i den store danske tænker, tillige rigtigt godt hjemme i Andersens værker og dagbøger, som der laves et mildt cut-up på. Solisterne er resultatet af ideen: Hvad nu, hvis de to guldaldermennesker tilbragte mange timer på en rejse til Rom i 1849? Hvad ville de opleve af kultur, gastronomi, rejsefæller, små og store episoder? Hvilke kirker og museer vil de besøge – og hvad vil de diskutere undervejs?

Solisterne handler især om forskellene i de to forfatteres temperament og livsanskuelse. Andersen er kendt for sine mange rejser og har således teten i det fabulerende eventyr. Kierkegaard er kendt for at at spadsere det indre København tyndt, men indser at nye scenerier vil gøre ham godt. Garff sammenstiller klogt, hvor der er overlap mellem emner og synspunkter. Fx opstår en tankevækkende dobbeltoplæsning om en ubekymret skovdue, der pludselig får bekymringer om morgendagen i dialog med et andersensk dagbogsnotat om en vildgås, der mister sit mod og vildskab. Garff lader ved samme lejlighed Andersen få et maveonde, der forhindrer ham i at læse andet end de første linjer af Den grimme ælling. Som læser skal man ikke kedes med meget velkendt stof. For som nævnt i indledningen er begges samlede skriftlige produktion så omfangsrig, at der er rigeligt andet at kaste sig over. Og det er romanes styrke ud over omhyggelige beskrivelser af rejsens mellemstationer i Tyskland og Italien.

Der er lidt Holmes/Watson-konstellation over parret. Kierkegaard udbreder sig om sine tanker, og Andersen stiller læserens spørgsmål og tvinger den første til at uddybe og eksemplificere. Andersen fungerer som duens komiske ventil med sine utallige små og store sygdomsforløb og 10 gange så mange bekymringer om, hvorvidt han er blevet forgiftet osv. Hans rejsemakker tåler for det meste denne sensibilitet, eksempelvis ved mødet med en udstilling om pestens ofre: “Andersen følte sig pludselig febril. Kierkegaard var svimmel, hvad han tilskrev sult.”

Jeg nævner ikke parret Holmes/Watson for at man skal forvente en pageturner. Det er ikke en spændende rejse, der fortælles i samme sneglende tempo som den hestevognstrukne rejse udfolder sig. Det kan godt blive lidt langtrukkent. Der er dog et par (realistiske) krøller på historien til sidst, som ikke skal afsløres her. Man skal læse for at få genopfrisket enten udvidet kendskabet til de to herrers forfatterskaber. Romanen er én lang stribe appetitvækkere og mini-indføringer.

Som hovedregel disker Kierkegaard op med et filosofisk emne, der ofte – men ikke altid – er koblet med hændelsesforløbet i bogen. Forfatteren har meget på hjerte, og Solisterne er et digert værk på 421 sider. Rejsen er krydret med flere tilbageblik på forfatternes liv og gisninger om Andersens seksualitet. Der er åbenbart frit slag i bolledejen, når det kommer til bud på den del af digterens privatliv. Dog er scenen med en russisk dame, der må tolkes som Andersens løbske fantasi, både genial og ret morsom.

Sproget er ornamenteret og passer til romanens nutid og personernes angivelige talesprog, som det lød midt i 1800-tallet. En tilfældig udvalgt passage lyder: 

”Solisterne var knap trådt indenfor i slottes imposante modtagelsesværlse, før Friederike Serre, der uafladeligt gestikulerede og ikke gerne tav i længere tid ad gangen, var adskillige sætninger inde i en beretning om, hvordan hun og hendes mand, Fredrich Anton, der senere skulle slutte sig til selskabet, havde ønsket, at Maxen skulle være mødested for tidens skønånder – eine Künstlerkolonie, so zu sagen.”

Jeg var mest vild med de steder, hvor romanen gakker ud i sprudlende fantasier. Virkelighed og kunstnerisk forestillingsevne smelter sammen. Det er sofistikeret gjort i kapitlet Skyggen, som gav mig lyst til at læse den oprindelige historie.

Hvis man ikke kender Kierkegaard, er Solisterne et ok sted at starte. En del steder er det nødvendigt at sænke sin læsehastighed. De religiøse tanker og overvejelser kan nemt blive kringlede, og hele emnet er ikke hverdagskost for de fleste læsere. Det opvejes af en munter tone, som fx:

“Andersen stirrede. Kierkegaards hår var purret op i noget, der lignede selvrådig marengs, venstre brillestang havde upåagtet sluppet sit tag om øret og bragt de ovale glas i plirrende ubalance, slipset var ikke længere holdt sammen af den ellers så myndige knude, men henvist til en uvis skæbne i skjorteflippens løse, let blafrende passage, højre ærme var frigjort for sin manchetknap og foldet hastigt uskønt op til abluen, der lyste hvidligt ud gennem huden, tommel- og pegefinger var indsmurt i sort blæk og Kierkegaard endelig iført et par slidte tøfler med gyldne, svagt klirrende bjælder, som Andersen aldrig havde set magen til.”

I Rom irriteres Kierkegaard over, at rejsemakkeren i hans øjne bare er turist, som suger indtryk til sig til inspiration. Havde han nogen sinde været i nærkamp med en hel legion dæmoner? Mens Kierkegaard konstant tumler med det eksistentielle, fortiden og skriveprocessen – og hvorfor alt det besvær med pseudonymerne? Til sidst hober spørgsmålene sig op for filosoffen, og juleaften går det noget ufortjent ud over hyggefisen Andersen, der chokeres over Kierkegaards angreb på, hvad han kalder verdsliggørelsen af kristenheden. Solisternes kreative udfoldelser, intellektuelle bidrag, særheder og hyr med kvinderne har både ligheder og forskelle, der illustreres grundigt i romanen. En del er måske Garffs egen fortolkning og gætteri, for det er jo blot fiktion – understøttet af klog omarrangering af citater og begivenheder fra de virkelige livsbaner.

Danmarks nok største filosof og kristne tænker blev kun 42 år. H.C. Andersen blev, sikkert til sin egen store forundring, 70 år.